Søndag den 1. april giver enfant terriblen solokoncert i Amager Bio
Pete Doherty er nok bedst kendt for at stå i front for bandsene The Libertines og Babyshambles, men når han søndag den 1. april gæster Amager Bio er det solo. Den engelske tabloidpresse har siden sangerens debut med The Libertines jaget ham, hvilket desværre har været med til at flytte fokus fra musikken til stofmisbruget og forholdet til Kate Moss.
Pete Doherty startede bandet The Libertines sammen med Carl Barât i de sene 90'ere, og i 2002 udgav de debutalbummet "Up The Bracket". Albummet modtog gode anmeldelser, og Doherty blev rost af fans og kritikere som en af de mest lovende sangskrivere på den britiske musikscene nogensinde. Der opstod senere hen nogle interne problemer i bandet, der hovedsageligt skyldes Dohertys stofmisbrug. I 2004 gik bandet fra hinanden, men blev i 2010 genforenet, hvor de optrådte ved forskellige festivaller i England.
Babyshambles blev dannet omkring The Libertines' opløsning. Bandet har udgivet to albums, "Down In Albion" og "Shotter's Nation". Bandet har haft en del problemer med turnéer og udgivelser på grund af Dohertys stofmisbrug, der sendte Doherty i retten flere gange. Bandet har tidligere annonceret at et tredje album ville udkomme i 2010, men det blev udskudt på ubestemt tid.
I marts 2009 udkom albummet "Grace/Wastelands" fra Peter Doherty, der i denne forbindelse ændrede sit fornavn fra Pete til Peter. Albummet indeholdt en række sange, skrevet og spillet i The Libertines-årene. Samme år optrådte Doherty på Roskilde-festivalen, hvortil GAFFAs Finn P. Madsen gav 5 stjerner og skrev "underholdningsværdien og intensiteten overskyggede skandalerne".
Billetsalget starter onsdag den 8. februar, og billetter kan købes via GAFFA Live.
Læs GAFFA-anmeldelse af Dohertys optræden på Roskilde her.





