Nyhed

Skive Festival klar med tre nye navne

Tre danske grupper er i dag føjet til Skive Festivals program

Skive Festival har netop offentliggjort, at Tim Christensen & The Damn Crystals, Suspekt og Magtens Korridorer er på plakaten. For få dage siden offentliggjorde festivalen den svenske Robyn, og nu kan de så præsentere tre store danske navne.

Tim Christensen har for nylig udgivet sit nye udspil i konstellationen Tim Christensen & The Damn Crystals. Det selvbetitlede album har trukket i en mere rocket retning for Tim C. Dizzy Mizz Lizzy-turen gav den erfarne sangskriver appetit på mere rockede toner.

Suspekt udgav i efteråret 2011 det dystre "Elektra", der igen cementerer Suspekts berettigelse på den danske hiphop-scene. Drengene fra Tabu Records afsøger menneskets skyggesider og er altid gode for provokerende og grænsesøgende tekster. Og med seks stjerner fra GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr ved deres optræden i DR Koncerthuset i september sidste år, er der lagt op til en god koncert.

Sidst, men ikke mindst er Magtens Korridorer også blevet tilføjet til Skive Festivals program. Bandet har siden deres om ikke debut, så gennembrud i 2005 med albummet "Friværdi" bevæget sig fra en nærmest Gasolin'-agtig lethed til sange, der er tungere og mørkere som for eksempel titelnummeret på deres seneste album "Imperiet Falder" fra oktober 2011.

 

ANNONCE