Valentins dag bliver højtideligholdt, når Trinitatis Kirke sætter fokus på den svære kærlighed med Michael Møller, Mads Wæhrens og Marie-Louise Munck
Den 14. februar er dagen, hvor elskende over hele kloden fejrer deres kærlighed, men for folk, der ikke har noget at fejre, eller bare ønsker en lidt anden vinkel på dagen, afholder Trinitatis Natkirke en musikalsk aften med de tre danske singer/songwritere Marie-Louise Munck, Mads Wæhrens og Michael Møller (billedet), der alle stiller skarpt på den svære kærlighed.
Marie-Louise Munck udgav for to år siden sin solodebut "The Birds Fly Up". Hendes melankolske univers blev rost af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, som gav fem stjerner med ordene: "The Birds Fly Up" er en sand lise i en kold tid og sætter Marie-Louise Munck i relief som en af Danmarks smukkeste sangfugle."
Man kan også opleve Mads Wæhrens, der er mest kendt for sine musikalske akkompagnementer til Henrik Nordbrandts digte på projektet "Flodens Hemmelighed". I øjeblikket er Mads Wæhrens i gang med et lignende projekt, nu med digte af Bjørn Friis Thomsen. Resultatet af dét arbejde kan høres til foråret.
Og sidst men ikke mindst optræder Michael Møller, kendt fra moi Caprice, med et udvalg af sine 31 sange om ulykkelig kærlighed. Michael Møller gjorde sig bemærket i 2011, da vandt "Årets Innovatør" ved Danish Music Awards for sit konceptalbum "A Month of Unrequited Love". Konceptet gik i al sin enkelthed ud på at udgive en ulykkelig kærlighedssang om dagen i en måned. Både albummet og den efterfølgende turné sidste efterår blev særdeles godt modtaget af GAFFAs anmeldere. Kristian Bach Petersen skriver: "Noget nær fra ende til anden er det blevet personlige og flotte kærlighedssange af mest melankolske og flotte skuffe."
Koncerten foregår i Trinitatis Kirke den 14. februar klokken 20 som en del af Trinitatis Kirkes musikgudstjenester, og der er gratis adgang. Mia Rahr Jacobsen er præst.
Trinitatis Kirke holder musikgudstjenster hver tirsdag.