Onsdag den 1. august gæster The Beach Boys Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus
Næsten tre måneder efter, The Beach Boys offentliggjorde, at de gendannes for både at udgive et nyt album samt tage på turné i 2012, kan man nu berette om bandets eneste koncert i Danmark. Det bliver onsdag den 1. august på Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus, hvor 4.000 billetter bliver sat til salg.
Det bliver en stærk opstilling, når det legendariske band bestående af Brian Wilson, Mike Love, Al Jardine, Bruce Johnston og David Marks gæster Danmark med deres nye jubilæums-album. Ved den amerikanske Grammy-uddeling fik man en forsmag på, hvad man kan forvente af det genforede band. "Jubilæet betyder meget for mig, for jeg savner drengene og glæder mig meget til at lave et nyt album og være på scenen med dem igen", sagde den 69-årige Brian Wilson.
I de første år af bandets historie var lyden ukompliceret pop med surf-sangene "Surfer Girl", "I Get Around" og "Fun, Fun, Fun". Men i 1965 tog bandet et stort skridt væk fra den uskyldige surf-lyd med albummet "Pet Sounds". Albummet er siden blevet betragtet som en af rockens største værker, hvor Wilson brillerede i studiet med intelligent sammenskruede sange og lydbilleder. The Beatles lod sig inspirere af den nye lyd, hvilket førte til en konkurrence mellem de to bands.
Sårene læget
Wilson udtalte, efter at have hørt Beatles' "Revolver", at de ville lave den ultimative rockplade, "SMiLE". Grundet de høje forventninger og knurren i bandet, blev ni måneders studietid og hundredevis af optagelser gemt væk i forsommeren 1967. Men efter næsten 45 år blev optagelserne endeligt udgivet i 2011, til stor anerkendelse verden over.
Efter 1967 begyndte det at gå ned ad bakke for bandet. Rockmiljøet og Woodstock-generationen havde ikke høje tanker om bandet, men de formåede dog – med og uden Brian Wilson – at lave nogle albums af god kvalitet. Men slagene har været tunge for bandet. I 1983 druknede Dennis Wilson, og i 1998 døde Carl Wilson af lungekræft. Men til trods er musikerne fortsat med at optræde under Beach Boys-paraplyen. Der har også været søgsmål medlemmerne i mellem omkring rettigheder til sange, komponistrettigheder og rettigheder til brug af navnet Beach Boys.
Men tiden har læget sårene, og nu er Brian Wilson & Co. Igen klar til at stå på en scene sammen.
Følg med på GAFFA Live og Musikhuset Aarhus for informationer om billetter.





