Nyhed

Chuck D på Meat Loafs nye album

Når Meat Loaf udgiver sit nyeste album bliver det med deltagelse af Public Enemys Chuck D

Den 27. februar udkommer Meat Loafs album "Hell In A Handbasket", og på covernummeret af Tom Cochranes "Mad Mad World" fra 1991 deltager ingen ringere end rapperen fra Public Enemy, Chuck D, skriver NME. Om samarbejdet med Chuck D udtaler Meat Loaf selv til NME:

"Chuck D er rappernes rapper. Han er den originale og alle rappere, der er kommet efter ham, ønsker at være som ham.  Det er et kæmpe scoop for os at have ham med på vores album, og jeg er utroligt imponeret over det han har skrevet". Den voluminøse sanger tilføjer:

"Det er det mest personlige album, jeg nogensinde har lavet. Det handler om, hvordan jeg føler, at verden er "Gone to hell in a handbasket". Det er første gang, jeg skriver om, hvordan jeg har det med livet og hvordan jeg har det med alt, hvad der foregår lige nu".


"Hell In A Handbasket", som er Meat Loafs 12. studialbum, er produceret af Paul Crook, som tidligere blandt andet har spillet med Blue Öyster Cult, Anthrax og Sebastian Bach fra Skid Row. Pladen er som nævnt i butikkerne den 27. februar.

ANNONCE