Den Fjerde Vægs dansksprogede debutalbum "Drengekys" udkommer den 26. marts
Først var de en sekstet, men nu er popgruppen med rødder i Odense Musikkonservatorium blevet trimmet ned til en trio, og det er også i denne konstellation, at de udgiver deres debutalbum "Drengekys" den 26. marts. Den Fjerde Væg spiller en finurlig, dansksproget drømmepop, der på én gang er tidstypisk og original, med falsetstemme i front og alskens intrumentale finesser i baggrunden.
Gruppen har tidligere denne vinter fået en del opmærksom i forbindelse med deres mange koncerter og ep' en "Glittertårer". Endvidere har gruppen - der pt. har base i København, men tæller medlemmer fra både Fyn og Jylland - ligget de maksimale otte uger på top 2 på DR's Det Elektriske Barometer.
Om "Glittertårer" skrev GAFFA's anmelder Hansen i sin firestjernede anmeldelse: "Den overbevisende falsetvokal er måske tidstypisk, men også reel og virkelig god. Den Fjerde Væg viser tydeligt, at pop sagtens kan tage både historien og sine lyttere alvorligt, uden at det koster på lettilgængeligheden."
Debutabummet udgives på dansk/tyske Für Records, og singleforløberen "Selvportræt" er ude nu digitalt.