Nyhed

Frost Festival offentliggør supportbands

Når Frost Festival sætter i gang først i februar, er der givet plads til en række upcoming bands som opvarmning for de større navne

Den københavnske vinterfestival Frost byder i år på mange spændende navne, men udover de kunstnere, der headliner, har festivalen givet plads til unge og upcoming bands, som warm up for de etablerede navne. De tæller blandt andre Dig og Mig, Indians, Mersault, August Rosenbaum og We Were Born Canaries (billedet).

We Were Born Canaries, der spiller drømmende pop skal opvarme for fremstormende The Eclectic Moniker, der både har spillet på Spot og Roskilde Festival, og som i 2011 vandt KarriereKanonen. Der er lagt op til en spændende blanding af eksperimenterende pop og dreampop, når de optræder i Koncertkirken den 11. februar. Begge bands har udgivelser på vej i 2012 og The Eclectic Moniker var med i GAFFAs guide til 2012.

Det lovende band Dig & Mig skal opvarme for hjemstavnsromantikerne Ulige Numre. Dig & Mig har udgivet ep'en "Skyggerne", som oser af 80'er-rock-nostalgi og udgiver deres debutalbum til foråret. Albummet er produceret af Sune Wagner og udgives af Universal. Det tegner til at blive en stemningsfyldt værtshusaften med en hilsen til København, når Ulige Numre og Dig & Mig mødes i Carlsberg-medarbejdernes gamle klubhus Haven i Carlsbergbyen den 17. februar.

Derudover får den tyske indiepianist Nils Frahm hjælp af den danske jazzpianist August Rosenbaum, og før svenske Jonathan Johanssons charmeoffensiv åbner Indians med elektronisk pop. Begge koncerter er i Koncertkirken på Blågårds Plads.

Frost starter 4. februar. Info om billetsalg på frostfestival.dk

ANNONCE