Danskerne foretrækker nationale kunstnere, når de erhverver sig ny musik. Tendensen er den samme, om man køber fysiske albums eller downloader musik
Den samlede hitliste for pladesalget i Danmark i 2011 viser, at 16 ud af de 20 mest solgte albums havde danskere bag instrumenterne.
Det er Musikselskabernes brancheorganisation IFPI, der offentliggør samlede hitlister for 2011, og tendensen er klar. Dansk musik står stærkt hos danske forbrugere, uanset om de køber cd'er, downloader eller streamer deres favoritmusik. Rasmus Seebach topper listen med albummet "Mer' End Kærlighed", mens debutalbummet "Rasmus Seebach" stadig formår at holde sig i top 10 med en 7. plads.
Næstmest solgte album er Adeles "21", og Agnes Obel og "Philharmonics" ligger nummer 3 på listen.
Helt i bund i top 100 ligger Duffy og hendes andet album, "Endlessly". Duffys debut "Rockferry" lå ellers nummer 2 på den danske årsliste i 2008 og var et af årets bedst solgte album i 2008 globalt set.
Dansk musik er dog ikke kun stærkt repræsenteret på hitlisten for album. På den samlede hitliste for tracks (solgt via download) er 5 ud af de 10 bedst sælgende tracks danske, mens 6 ud af de 10 mest streamede numre i 2011 også var fremført af danske kunstnere. Det henholdsvis mest downloadede og mest streamede nummer er dog udenlandsk, henholdsvis Maroon 5's "Moves Like Jagger" og Rihannas "We Found Love".
De samlede hitlister for 2011 kan ses her