Nyhed

Ny single fra Kim Larsen

"Her står jeg" er titlen på en ny single fra den folkekære skjald – og Kjukken

I 2010 udgav Kim Larsen albummet "Mine Damer og Herrer" som soloartist. Men nu er han atter sammen med sit band gennem mange år, Kjukken, med hvem han har indspillet en ny single med titlen "Her står jeg". Den folkekære sangsmed har selv stået for tekst og musik, og singlen er indspillet i Tamburine Studios i Malmø med produceren Per Sunding, det tidligere har arbejdet sammen med så forskellige kunstnere som Bob Hund, The Cardigans, The Ark og danske grupper som Sort Sol og Swan Lee. Singlen er ude nu og kan høres her: http://www.facebook.com/KimLarsenOfficiel

Endvidere oplyses det fra Kim Larsens pladeselskab at "Her står jeg" får live-premiere ved "Danmarks Indsamling 2012", der løber af stabelen den 3. februar, og senere i februar og marts tager Kim Larsen & Kjukken den nye single, et par andre nye sange og en bred vifte af gamle hits med på en mindre turné rundt i Danmark.

I efteråret 2011 udgav Larsens tidligere producer Kim Hyttel sammen med Michael Frank Møller en kontroversiel biografi om nationalskjalden,  "Erindringer om Larsen & Clausen – og andre ronkedorer i rockland" der fik masser af omtale - primært af stærkt negativ karakter. Således blev det kun til en enkelt stjerne fra GAFFA's anmelder Michael Jose Gonzalez, der i sin anmeldelse blandt andet skrev:

"Det der først og fremmest er forbandet ærgerligt ved Kim Hyttel og Michael Frank Møllers allerede meget omdiskuterede bog, er ikke dens tarvelige og som hovedregel udokumenterede personlige angreb og karaktermord på Kim Larsen og Erik Clausen. Ikke at det ikke er slemt nok, men det der virkelig gør, at de 488 sider er frustrerende og utilfredsstillende læsning er, at bogen faktisk besidder et ret stort potentiale til at være en helt anderledes vedkommende og interessant gang læsning, end det, den er endt ud med at være".

Kun en måneds tid efter udkom der endnu en biografi om Kim Larsen, Jacob D. Lund og Peter Rewers' "Solisten", der til gengæld blev rost over hele linjen. I GAFFA konkluderede Michael Jose Gonzalez sin femstjernede anmeldelse med ordene:  Solisten" er absolut det foreløbigt bedste bud på en Larsen-biografi, og den er absolut læseværdig. At den så tilmed giver lyst til at gå på (gen)opdagelse i hankattens bagkatalog er kun et ekstra plus. Godt arbejde!"

ANNONCE