Sidste år var det 25 år siden at Paul Simons "Graceland" udkom, og det fejres med genudgivelse og dokumentarfilm
Paul Simons "Graceland" fra august 1986 er både et af rockhistoriens mest kritikerroste og bedst sælgende albums, og derfor skal det selvfølgelig fejres, at det nu er 25 år (og nogle måneder) siden, det udkom. I løbet af foråret vil Legacy Recordings således udsende en deluxe collector's box samt en dobbelt-cd, der begge indeholder det originale album inklusive bonusnumre, samt en director's cut udgave af dokumentarfilmen "Under African Skies.", der er instrueret af Joe Bellinger og i anledning af jubilæet fortæller historien om det klassiske, dobbelt Grammy-vindende albums tilblivelse. Filmen har premiere ved Sundance film-festivalen den 22. januar.
"Graceland", der har solgt over 14 millioner verden over og blandt andet indeholder monsterhittet "You Can Call Me Al", er et slags konceptalbum, der både i ord og lydbilleder omhandler Sydafrika, der dengang i firserne stadig var underlagt apartheid-styret. Paul Simons inddragelse af sydafrikanske musikere på pladen var kontroversiel, idet det brød med FN's kulturelle boykot af Sydafrika, men var samtidig med til at bane vejen for udbredelsen af verdensmusik.
Paul Simon seneste album er 2011's "So Beautiful Or So What", om hvilket GAFFA's anmelder Espen Strunk blandt skrev i sin femstjernede anmeldelse: "Simons musikalske legesyge er i behold, og albummet ligger i logisk forlængelse af det hidtidige værk, samtidig med at det peger tilbage på karrierens højdepunkter. Fremragende." Paul Simon fyldte halvfjerds i oktober 2011.