Det ville være ærgerligt, hvis det kun er alle mændene i læderjakker og overskæg der må synge om "Sex On Fire" og spille den af på en guitar
Vi giver ordet til bloggen Lappland, den ene af de to vindere af GAFFAs blog'n'roll-konkurrence, som under Roskilde Festival vil blogge på GAFFA.dk.
Norske Deathcrush indtog Pavilion Junior scenen med overvældende tillid til egne evner og spillede en støjrockkoncert der kunne bære retorikken.
At se mandlige rockartister give den fuld æder og vælte sig rundt på scenen i en rus af læderjakker og groupies er nærmest hverdagskost på festivaler. Med guitarhovedet forrest spindes der videre på historien om den utilpassede unge mand, der emmer af liv og død. En sexet hankat som spiser ungmøer til morgenmad.
Trioen Deathcrush rider på en massiv bølge af hype, og jeg havde hørt både skidt og kanel om nordmændene inden tirsdagens koncert på Pavilion. Mange elsker deres musik, men knap så mange har været vilde med deres til tider oversexede sceneshows. Imidlertidig fejlede musikken ikke noget live; heftigt og varieret trommespil blev det skelet, hvorpå muren af guitarstøj og bassens til tider lækre groove blev hængt.
Trioen tog en række kendte elementer fra støjrockens historiebog og tilføjede deres egen spleen og aggressivitet. Det bedste eksempel var måske nummeret "Lesson 2 (For Cliff Burton)", som efter en Sonic Youth-lignende intro stak i rend og blev arrig. På scenen stod de to forsangerinder overfor hinanden og skreg deres lunger ud, mens bas og tromme tog på punkekskursion og efterlod mig tilbage som en glad festivalgæst. Men Deathcrush havde flere solide støjsange med, end hvad de to hype-skabende numre på Soundcloud viser. Nok kunne jeg ønske mig, at de engang imellem stoppede et lille J Mascis-lignende guitarriff ind, der på listig vis kunne skabe lidt mere melodi under støjen – bare for afvekslingens skyld.
De to piger forrest på scenen i Deathcrush er gode performere. De slænger sig rundt, sætter sig ned på scenegulvet og gnider mikrofonen op ad guitarens hals for at maksimere monitorens skrigende feedback. Hår bliver svunget, hofter vredet. Og det var dejligt at se på. Når musikken emmer af vildskab og andre utæmmetheder, er det kun passende at koncerten bobler af samme følelser. Både popprinsesser som Lady Gaga og Rihanna bruger kønnet som et vigtigt aktiv, og reglerne burde være de samme for rockmusikken.
Det ville være ærgerligt, hvis det kun er alle mændene i læderjakker og overskæg der må synge om "Sex On Fire" og spille den af på en guitar.
