Nyhed

Guide til weekendens koncerter

Masser af folkelige favoritter og en enkelt levende legende blandt weekendens musikudbud

Ingen fredag uden GAFFAs guide til den forestående weekends musikalske oplevelser - og i denne weekend synes der at være ekstra mange arrangementer at navigere i. I dag fredag skydes Hammershus Fairtrade Concert i gang klokken 14.00 ved bornholmske Allinge. For 325 kroner (eksklusive gebyr) kan man her opleve folkekære favoritter som Nik & Jay, The Raveonettes, Medina, Tim Christensen & the Damn Crystals, Wafande, Electric Lady Lab, Mzungu Kichaa feat. Karen Mukupa og Algami - og så kan man ganske gratis tage børn under fem år med, forudsat at de medbringer legitimation.

Er man ikke på de kanter er man måske så heldig at være i nærheden af Herning, hvor en af årets vigtigste koncerter afvikles i aften. Paul Simon (billedet) står på scenen i Jyske Bank Boxen klokken 20.00 for at spille hele det 25 år gamle album "Graceland" plus det løse - og det er hans første koncert herhjemme i eget navn i ti år. Har man ikke lyst eller mulighed for at smide mellem 515 og 670 kroner for at høre Simon udfolde sin sangskat, kan man i stedet dukke op i nordsjællandske Tisvildeleje, hvor der ganske gratis inviteres til Musik i Lejet med navne som Chorus Grant, Rangleklods, Uige numre, I Got You On Tape og Michael Møller.

Gæstgivere og samsinge


På Plænen i Tivoli, København skal The Asteroids Galaxy Tour og When Saints Go Machine forsøge at formilde et publikum, som egentlig skulle have oplevet Oh Land som led i havens fredagsrock-arrangementer. Hun meldte i sidste uge afbud med henvisning til dårlig ryg. Er man i Aarhus lokker Tivoli Friheden med et af halvfemsernes storsælgende pop/rock-orkestre, idet Big Fat Snkae med Anders Blichfeldt i front spiller op klokken 20.00

Lørdag fortsætter Samsø Festival, som indledtes torsdag, mens Gæstgiveren i Allinge får besøg af populære Wafande. Er man i Århus og kommet sig over tømmermændene efter fadølsfesten med Big Fat Snake, kan man vælge at vælte ned på Vestereng, hvor Grøn Koncert-karavanen rammer den jyske hovedstad fra klokken 13. Nøjagtig ti timer senere indledes det officielle Grøn Koncert Afterparty på spillestedet Train på Toldbodgade - det er skråt over for politistationen og lige om hjørnet fra Aarhus Rutebilstation.

Søndag er det Aalborgs tur til at få besøg af Grøn Koncert-konceptet, som i år inkluderer kunstnere som Burhan G, Alphabeat og Nephew. Er man ikke i det humør - eller bare langt fra Nordjylland - kan man snuppe en enkelt på det hæderkronede københavnske bluesværtshus Mojo, hvor Magic Slim & The Teardrops spreder sin blåtonede magi fra klokken 20. Eller man kan nyde, at Maribo Jazz Festival i disse dage folder sig ud over flere af byens spillesteder.


ANNONCE