Nyhed

Internationalt stjernehold hylder Miles Davis

Niels Lan Doky og kolleger opfører hele "Kind of Blue" i Tivoli fredag

Mens det meste i rockland lige nu handler om den tilstundende Roskilde Festival, kan man på fredag den 6. juni opleve hele Miles Davis' klassiske 1959-album "Kind of Blue" opført på Plænen i Tivoli i anledning af Copenhagen Jazz Festival.

Man anvender fuldstændig samme instrumentering som på pladen, og har til lejligheden hyret et hold bestående af Jesse Davis (altsax), Flavio Boltro (trompet), Rick Margitza (tenorsax) Niels Lan Doky (klaver), Jonathan Bremer (bas) og Niclas Bardeleben (trommer). Om pladen og koncerten hedder det fra Doky, som i øvrigt ikke har optrådt herhjemme siden sidste sommers koncert i Tivolis Koncertsal:

"Kind of Blue" er som en bibel for os jazzmusikere, det er et album som de fleste af os har stående derhjemme og som vi har et meget dybt og markant forhold til. Den spontane, åbne, intense, stemningsmættede og ikke mindst super cool og ultrahippe form, som Miles opfandt her, blev til den perfekte platform til at gå på eventyrlige jazzmusikalske opdagelsesrejser".

"Kind of Blue" er det mest solgte instrumentale jazzalbum nogensinde, og blev oprindeligt indspillet med - foruden Davis på trompet - Julian "Cannonball" Adderley (altsaxofon), Bill Evans (klaver), John Coltrane (tenorsaxofon), Jimmy Cobb (trommer), Poul Chambers (kontrabas) og Wynton Kelly (klaver på "Freddie Freeloader").


Fredagens koncert er ligesom øvrige arrangementer i Tivolis "Fredagsrock"-regi gratis for Tivolis gæster, og den begynder klokken 22.00.

ANNONCE