Nyhed

Liam Gallagher opfører ny version af ”Wonderwall”

Beady Eye fortolker Oasis-hittet til den afsluttende OL-ceremoni i London

Om kun syv dage starter sommer-OL i London, som fortsætter frem til den 12. august. Til den afsluttende ceremoni skal en række britiske bands optræde, og blandt dem er Beady Eye.

Siden Noel Gallagher i 2009 forlod Oasis, har der været kold luft mellem ham og broderen Liam, som sammen med tre andre Oasis-medlemmer dannede Beady Eye i 2010. Tidligere i år offentliggjorde Liam Gallagher så, at han ville tilføje Oasis-klassikere til Beady Eye-repertoiret og til sommerens OL kan man nu få lov at opleve en ny version af Oasis-hittet "Wonderwall".

Den nye "Wonderwall"-version er produceret af komponisten David Arnold, som nok er mest kendt for sine temasange til James Bond.

Med på afbud

Det forlyder at broderen Noel Gallagher først var blevet tilbudt muligheden for at optræde til OL, men at han efter noget betænkningstid valgte at afslå tilbuddet.

"For et par måneder siden tog det olympiske produktionsteam kontakt til Noel og spurgte om han ville spille til den afsluttende ceremoni", siger en kilde til The Sun og tilføjer:

"I samråd med sin manager tænkte han længe over tilbuddet. Det var stor fristelse, med 650 millioner mennesker som forventes at se med på tv. Han afslog det til sidst – han har været på en fantastisk turné og behøver ikke rigtig at gøre det. Arrangørerne spurgte Liam om han var klar. The Who skal også spille, så han var klar".

"Teamet ønskede noget der var indbegrebet af England – et rigtigt flagviftende fællessangs-øjeblik, for at vise resten af verden hvad landet har fostret. Oasis var lige præcis det, og uanset om det er Noel eller hans bror Liam, ville man bare have en smule rock & roll derinde", lød det videre fra den britiske formiddagsavis' anonyme kilde.

Liam og Beady Eye skal til ceremonien optræde sammen med The Who, Kaiser Chiefs, Take That, George Michael og Emeli Sande.

ANNONCE