Uenigheder i bedømmelserne af legendens koncert i Herning i fredags
I fredags besøgte Paul Simon Jyske Bank Boxen i Herning, hvor man kunne opleve en forsinket fejring af albummet "Graceland"s 25 års jubilæum. Ud over at spille sit banebrydende og anmelderroste soloalbum i sin fulde længde, åbnede Paul Simon også op for posen med blandt andre sange fra Simon & Garfunkel-perioden.
De efterfølgende anmeldelser delte vandene i de danske medier, som valgte at give koncerten fra tre til seks stjerner.
En stor aften
GAFFAs egen anmelder, Espen Strunk, placerede sig i den positive ende og gav koncerten fem ud af seks stjerner:
"Den første time i aften har været højdepunkt på højdepunkt: Jimmy Cliffs "Vietnam" glider over i "Mother & Child Reunion" fra den storartede og selvbetitlede debutplade fra '71, hvorfra vi også får "Me and Julio Down By the Schoolyard". Med elementer af såvel folk som jazz, blues og rock har Simon allerede en bred palet i spil her i koncertens første time, hvor han cementerer sin status som ikke bare en mestersangskriver, men tilmed en brillant musiker med sit helt eget, eklektiske udtryk", hedder det i anmeldelsen, som også lander på en særdeles positiv tangent:
"Det har været en stor aften, om ikke larger than life, så i al fald større end Jyske Bank Boxen og resten af Jylland og Danmark med, og vel at mærke ikke stor i betydningen oppustet eller hårdtpumpet. Her er ingen voluminøse scenekonstruktioner eller kostumeskift (…) Det er selve musikken, som er ekspansiv i såvel tid som i rum."
Berlingske Tidende sluttede sig til de rosende fems stjerner og kaldte det et "glædeligt genhør med Graceland". Her kunne også Jyllands-Posten erklære sig enige, under overskriften: "Paul Simon forkælede 5.000 gæster i Herning med genopførelsen af "Graceland"".
Ekstra Bladet satte trumf på med hele seks ud af seks stjerner og skrev blandet andet om "mirakelmageren Paul Simon":
"Veteranen henførte 5000 til både 'Graceland' og et mirakelmusikalsk drømmeland. Simon ånder simpelthen musik, og i løbet af hele to timer og 41 minutter understregede den lille mand fra New York, at han hører til blandt sin gyldne generations giganter."
"(…)Men Simon har, hvad der skal til og meget, meget mere end det, og han kunne gøre det hele igen i morgen uden at overanstrenge sig. Mageløst."
Manglende nærvær
I den lavere ende af skalaen finder vi BT, der mente at aftenen med Paul Simon var "Inciterende og irriterende, formidabel og frustrerende", hvilket udmundede i fire stjerner.
"En tilfældig dag på kontoret er nu engang en tilfældig dag på kontoret. Også selv om du har verdens bedste kontorassistenter. Og det bliver selvsagt ikke bedre af, at kontorchefen selv – ja, Paul Simon i dette tilfælde – i godt og vel den første time af arbejdstiden holdt et niveau af entusiasme, som havde han ikke fået dagens første kop espresso endnu", klagede Steffen Jungersen videre.
Politiken var endnu mindre begejstret og skrev om koncerten, som de ikke mente fortjente mere end tre ud af seks hjerter:
"Et sådant aktuelt musikalsk nærvær kunne ikke mønstres i Jyske Bank Boxens store, upersonlige hal fredag aften, da Paul Simon gav et prisværdigt, men unødvendig langt show centreret om karrierens største succes, albummet 'Graceland' fra 1986". Om sangene i sættets første del hedder det blandt andet:
"De fremstod alle i den hårde scenelyd uden den intimitet, der er deres forudsætning. Måske fordi de er så dybt forbundet med Simons sarte vokal, der syntes at kalde fra distancen på et tog, der aldrig rigtig nåede på omgangshøjde med situationen. Musikken blev i stedet serveret på høflig, professionel manér (...)".
Uanset hvilken anmeldelse, som bedst modsvarer ens egen oplevelse i fredags, så kan man se eller gense billederne fra koncerten her.





