Nyhed

Rangleklods drager på turné

Esben Andersen gør klar til fem danske efterårskoncerter

Det seneste år har været en støt opadgående kurve for Esben Andersen, der som Rangleklods har spillet support for Veto og WhoMadeWho, udgivet både en ep og et debutalbum og optrådt på sidste års Spot Festival samt dette års Roskilde Festival. Mellem en række udenlandske shows bliver der i efteråret også tid til fem danske koncerter, som bringer Rangleklods til Jylland og Sjælland.

"Jeg ser Rangleklods som mit barn, og det vokser op på en måde, som jeg er glad for. Der er efterhånden tre mærkepunkter: Jeg spillede min første koncert på konservatoriet for tre år siden, en uge efter at jeg var startet på den elektroniske linje, og der opdagede jeg, at jeg havde lavet Rangleklods. Så spillede jeg på Spot sidste år og så Cosmopol på Roskilde i dag", udtaler Esben Andersen i et interview til GAFFA.dk efter den nylige koncert på Roskilde Festival.

I forbindelse med koncerten blev der optaget en video til "Young and Dumb", som giver et indblik i stemningen, der blev skabt af de 5000 middags-festende festivalgæster.


Debutalbummet "Beekeeper" udkom tilbage i marts måned og blev godt modtaget af GAFFAs anmelder Jesper Buhl, der kvitterede med fem stjerner og blandt andet skrev: "Der er ingen tvivl om, at Esben Andersen kunne lave et aldeles irriterende, alt for elegant pop-album, hvis han ville, og derfor er det også så meget mere tilfredsstillende, at han har fundet en fin balance mellem det elektroniske og det organiske, det skønne og det skurrende, umiddelbarheden og den strittende modstand." 

Har man lyst til at (gen)opleve Rangleklods' summende og stikkende elektroniske univers på tæt hold, så er muligheden der til en af de fem danske koncerter, som Rangleklods giver i en tætpakket efterårskalender. Koncerterne kommer til at ligge i forlængelse af en vinyl-udgivelse af debutalbummet, som også kommer til at indeholde ep'en "Home".

Tourdatoer:


12.10 - Radar, Århus

13.10 - Studenterhuset, Aalborg

19.10 - Templet, Lyngby


20.10 - Pumpehuset, Kbh

26.10 - Forbrændingen, Albertslund

Billetter kan købes via GAFFA Live


Se videoen til "Young and Dumb"

Hele koncerten fra Cosmopol kan (gen)opleves i sin fulde længe via WiMP eller Next2Life

ANNONCE