Den amerikanske sanger og skuespiller er død af naturlige årsager i en alder af 98 år
Tony Martin blev født som Alvin Morris i San Francisco i 1913, men begyndte at bruge sit scenenavn, da han i midten af 1930'erne flyttede til Hollywood for at prøve lykken som skuespiller. Efter en enkelt radiokoncert kom der gang i karrieren, som siden har budt på et hav af roller i romantiske film og musicals. I fredags døde så Tony Martin af naturlige årsager i sit hjem i West Los Angeles, oplyser hans ven og revisor Beverly Scott ifølge The Hollywood Reporter.
Igennem sin karriere medvirkede Tony Martin i mere end 30 film, med havde dog største succes som sanger. Han begyndte i 1938 at synge med Ray Nobles band og blev flere gange sammenlignet med to andre store croonere – Bing Crosby og Frank Sinatra.
Hans dybe baryton-stemme sikrede Tony Martin 14 top 10-hits mellem 1938 og 1956, uden dog nogensinde at sikre ham en single på førstepladsen. Blandt de største hits er de romantiske ballader "I Get Ideas", "To Each His Own" og "There's No Tomorrow".
I 60 år var Tony Martin gift med Cyd Charisse, som blandt andet er kendt for sine præstationer i filmene "Singin' in The Rain", og "The Band Wagon". De var gift indtil Charisses død i 2008 og turnerede ofte sammen.