Den tyske dj Boys Noize tager electrorapperne Spank Rock med til København i november
Boys Noize, med det borgerlige navn Alexander Ridha, er en tysk dj, som de seneste år har leveret soundtracket til klubber over hele verden. Den 25. oktober besøger han Store Vega og med sig har han sit nyeste album, som ligeledes udkommer i oktober måned. Med på sin turné har han gruppen Spank Rock.
Den 30-årige tyske dj har i sin karriere udgivet to albums. "Oi Oi Oi" i 2007 og senest "Power" i 2009 – begge på sit eget pladeselskab Boysnoize Records. Nu er han så endnu en gang klar med en plade, som altså forventes ude til oktober.
Den tre-årige pause betyder imidlertid ikke, at der har været stille hos Boys Noise, som i den mellemliggende periode har lavet remixes for blandt andre N.E.R.D., Daft Punk og The Chemical Brothers, samt været producer for Scissor Sisters og Spank Rock.
Første regulære turné
Når Boys Noize indtager Store Vega bliver det som en del af hans første liveturné nogensinde. Opvarmning er fra de populære electro-rappere i Spank Rock, som i 2006 udgav debutpladen "Yoyoyoyoyo". Albummet fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Thomas Borre, som blandt skrev således:
"I et infantilt og festorienteret mash up af sprød hiphop, nostalgisk synth, legesyg electronica, elegant glitch og potent lyrik rammer Spank Rock en musikalsk nervebane, som sjældent stimuleres. (…) Snyd ikke dig selv for en festlig og innovativ omgang audio-"tæsk" fra et af tidens mest interessante urban acts".
Sidste år udkom deres andet album "Everything Is Boring and Everything Is a Fucking Liar", som er produceret af Boys Noize. Det er derfor også en oplagt kombination, når de to navne sammen gæster Danmark.
Der er lagt i ovnen til et brag af en natklub-aften, når Boys Noize den 25. oktober indtager Store Vega med sin karakterisk metalliske, house-inspirerede electrosound.
Billetter kan købes på Billetlugen og i Fona-butikker landet over.