Nyhed

Choir of Young Believers opfører ”Rhine Gold”

Efter fire måneder med turnéer i udlandet vender COYB tilbage til Danmark og giver koncert i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival

Choir Of Young Believers, under ledelse af sanger og sangskriver Jannis Noya Makrigiannis, vender nu tilbage til København, hvor man har mulighed for at opleve det andet udspil "Rhine Gold" i sin fulde længde. Dette sker på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival.

Choir of Young Believers høstede stor hjemlig anerkendelse for deres debut, "This Is for the White in Your Eyes" (2008), der signalerede ankomsten af et nyt talent med en fuldt formet musikalsk vision og en kompositorisk opfindsomhed. I år udkom så opfølgeren "Rhine Gold", som ligeledes blev belønnet med rosende ord. GAFFAs Michael Jose Gonzalez kvitterede med fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "Jannis Makrigiannis synger stadig som en storladen, let melankolsk drøm, og der er plads til både det inderlige og det åbne. Intensitet og åndeløshed går hånd i hånd på Rhine Gold, der på alle måder er en stor, modig og ambitiøs plade, der måske nok kræver mange afspilninger og helst helt tæt på i høretelefonerne for at komme ind under huden, men så står stjernestunderne til gengæld også i kø."

Efter fire måneder med turneren i udlandet, og et par smut til Danmark i form af blandt andet en lille forårsturné og koncerter på Spot Festival og NorthSide, vender COYB nu næsen hjemad og kan opleves til en koncert i to akter, når Det Kongelige Teater i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival byder indenfor den 12. juli. 


For at gøre status og fejre et succesfuldt halvår vil bandet skabe en særlig aften og har nu løftet sløret for noget af aftenens program. I den første akt indtager COYB scenen i et akustisk setup, hvor man kan opleve et tilbageblik på nogle af de mere sjældent spillede sange fra deres bagkatalog. Dette sker i samarbejde med et hold af særligt indbudte gæster. I anden akt sættes der strøm til instrumenterne, og man for får første gang mulighed for at opleve en live-udgave af "Rhine Gold" fra start til slut.    

Den gamle kulturinstitution danner rammen om koncerten den 12. juli, og billetter kan købes via Copenhagen Jazz Festivals hjemmeside jazz.dk

Copenhagen Jazz Festival finder sted i dagene den 6.-15. juli 2012. 


ANNONCE