Endnu to navne er i dag blevet føjet til det nu næsten færdige program til dette års udgave af Danmarks Smukkeste Festival
Den franske dj-stjerne David Guetta kan i dag præsenteres på årets program for Smukfest 2012. Her skal han sætte gang i festen hos de mange publikum og lukke festivalens første dag med et brag.
David Guetta må være født med dj-blod i årene, for allerede som 13-årig begyndt han at mixe sin første vinylplade. I 2002 udkom hans første album "Just A Little More Love", og siden er det blevet til i alt seks albums, hvoraf den seneste "Nothing But The Beat" udkom i 2011 og modtog fire stjerner fra GAFFAs anmelder Anders Bøgh.
Dj'en har spyttet det ene kæmpehit ud efter det andet, både i eget navn, som featuring kunstner og som producer for andre. Blandt hans egne storhits er blandt andre "When Love Takes Over", "Sexy Bitch" og "Memories." Ydermere blev han i 2011 officielt kåret som "Verden bedste dj" af DJmag.com. Her bliver Guettas stil refereret til som "House – electro and melodic", mens hans talent ikke kan beskrives med andre ord end "Killing the dancefloor"
Nu har man så mulighed for at opleve dj-stjernen til dette års Smukfest, hvor han ud over hits i baggagen også har sit eget support-act med på scenen. DJ Alesso er fra Sverige og har remixet for store kunstnere som Coldplay, LMFAO og Swedish House Mafia.
Endnu et nyt navn på programmet er den danske dj Rune RK, som dermed skaber fuldt hus på Smukfests elektroniske nattefester.
Smukfest 2012 er fra den 8.-12. august 2012 (med Live Camp-warm up på Kærlig Heden fra 5.-7. august). Billetter kan købes via GAFFA Live.





