Nyhed

Gossip til Roskilde

Fem af de sidste ledige pladser på dette års Roskilde Festival program er nu blevet besat

Dette års Roskilde Festival nærmer sig med hastige skridt, og der er snart fyldt ud i pladserne på spillelisten. I dag er der blevet tilføjet endnu fem navne, og dermed kan publikum blandt andet glæde sig til at opleve det amerikanske indierockband Gossip. De kommer, ud over de allerede annoncerede navne, til at dele plads på plakaten med Lee Fields, Gentleman, Niklas og Spillemændene.

Gossip blev dannet i 1999 og består i dag, ud over den karismatiske frontfigur Beth Ditto, også af Brace Prain som guitarist og Hannah Blilie på trommer. Bandet fik deres store gennembrud i 2006 med albummet "Standing In The Way Of Controle", hvilket gav dem en plads på Roskildes festivalplakat tilbage i 2008.

Siden da er der blevet skruet op for poppen, og på gruppens seneste album "A Joyful Noise", oplever man en mere lipglossede diskopop – dog har Gossip ikke sluppet taget i deres originale nerve og rå energi.


Ud over indierockbandet får man i år også mulighed for at opleve en soulcrooner fra Brooklyn, når Lee Fields & The Expression gæster Roskilde.

Den tyske reggaemusiker Gentleman vil også besøge festivalen, hvor han sammen med sit band The Evolutions vil fylde Roskilde-teltet med kærlighedsbudskaber.

Et af Danmarks nye hiphop-navne er også blevet tilføjet til listen, og publikum kan glæde sig til at se den mystiske Niklas, når han indtager scenen. Han er en ren hitmaskine, som gennem det sidste år har fyldt vores øregange med dansksproget hiphop og hits som "Chiller Når Du Flexer", "Ikke Mer' Mig" og "Top Swag". Trods den store succes er der stadig en stor mystik omkring rapperens person, hvis ansigt stadig er svøbt i skygge.


Som det sidste navn har Roskilde Festival i dag også offentliggjort, at de får besøg af Spillemændene. Det seks mand store københavner-band beskriver selv deres musikalske stil som et sted mellem jazz-, folk-, vise- og rockmusikken. Deres debut-ep blev udgivet i maj i år.

Med de seneste fem tilføjelser er dette års Roskilde-program næsten færdigt. Det endelige program vil blive offentliggjort om en uges tid.

Bandlisten kan findes på Roskilde Festivals hjemmeside.


Roskilde Festival finder sted i dagene 5.-8. juli med warm up fra 30. juni. Billetsalget er i gang via GAFFA Live.

 

ANNONCE