Nyhed

SPRED RYGTET: Gossip kommer til Danmark

Efter 12 års stilhed fra Gossip er de på vej mod Danmark, og tager et nyt album med sig

Det er nu 12 år siden, at trioen Gossip sidst var albumaktuelle med A Joyful Noise, og der har været stilhed fra bandet i længere tid. Dog med undtagelse af et enkelt soloalbum fra frontkvinden Beth Ditto, som udkom for syv år siden.

Nu er gruppen igen samlet og er klar med udgivelsen af deres nye album Real Power, som udkommer den 22. marts i år. I forbindelse med deres nye album tager de også på turné, og i dag er det blevet afsløret, at turbussen også rammer Danmark - helt præcist Amager Bio den 2. juli.

Trioen, som består af Beth Ditto, Nathan Howdeshell og Hannah Blilie, gik officielt i opløsning i 2016. Herefter ville Ditto opstarte en solokarriere og fik også udgivet sit første soloalbum Fake Sugar, i 2017.


Da hun skulle i gang med andet album, samarbejdede hun med Howdeshell og Rick Rubin - og undervejs gik det op for dem, at musikken lød som et nyt Gossip-album. Det forklarer bandet i en pressemeddelelse i forbindelse med genforeningen.

I efteråret sidste år annoncerede de deres nye album, og udgav samtidig albummets første single, betitlet ”Crazy Again.”


I sidste måned udgav de endnu en smagsprøve på det nye album i form af sangen ”Real Power.” Sangen er en protestsang skrevet i forbindelse med Black Lives Matter-protesterne i Dittos hjemby, Portland. Sangtitlen er også en hyldest til The Stooges-albummet Raw Power, forklares det i pressematerialet.

Sidste gang, Gossip gæstede Danmark var i 2012, hvor de både spillede på Orange Scene til Roskilde Festival og på Store Vega. Begge koncerter udløste fire stjerner fra GAFFAs anmeldere. Ved koncerten i Store Vega skrev vores anmelder blandt andet:


”Der var dog noget, der skuffede. Ved mere end en lejlighed kom Ditto helt skævt ind på tonerne og sang decideret falsk. Hver gang blev der rettet op på det, men øv, hvor var det ærgerligt. Det tog toppen af et par sange, blandt andet åbningsnummeret 'Moving In The Right Direction'. Men den store stemme og Hannah Billies tight trommer tog den dog hjem.”

Dette års koncert finder sted den 2. juli i Amager Bio, billetsalget starter den 23. februar klokken 10.

GOSSIP VENDER TILBAGE: Her er vores interview med Beth Ditto fra 2009


ANNONCE