Nyhed

Grimes besøger Pumpehuset

Canadiske Claire Boucher aka Grimes kommer for første gang til København, når hun den 26. november indtager Pumpehuset

Tidligere i år spillede Grimes på Pop Revo Festival i Aarhus, og nu er det så københavnernes tur til at få besøg af den 24-årige sangerinde fra Canada.

Modsat hvad kunstnernavnet kunne antyde, er Grimes absolut ikke en aggressiv rapper. Derimod er hendes musik på en gang let, drømmende og fyldt med solide beats blandet med en meget karakteristisk lys stemme.

I 2010 kom hendes to første udgivelser, kassetteudgivelsen "Geidi Primes" og derefter albummet "Halfaxa", som af GAFFAs anmelder Ras Bolding blev belønnet med fem ud af seks stjerner.


Allerede i 2011 kom der nyt fra sangerinden, som i samarbejde med d'Eon både producerede og udgav "Darkbloom" fra deres respektive pladeselskaber. Grimes er lige nu aktuel med flerde udgivelse på blot to år;  "Visions", som udkom i februar i år på det prestigefyldte engelske pladeselskab 4AD (Bon Iver, The National, Efterklang med flere).

Futuristisk popstjerne

Albummet er blevet gennembruddet for Grimes som kunstner, producer og futurisk popstjerne. GAFFAs anmelder Simon Christensen kvitterede med fem stjerner og beskrev blandt andet pladen således:


"Visions" krop er en triphoppende bulldozer, dets hoved sirenesang, gospel og arabiske skalaer, der udfolder sig allersmukkest på "Symphonia IX (my wait is u)", mens den boblende Drive-soundtrack-værdige single "Genesis", 80'er-pop-balladen "Skin" og den korte, aggressive synthpunk-distraktion "Eight" markerer et par andre yderpunkter. Claire Bouchers vokal spænder fra det messende til det næsten barnagtigt forkrøblede, men konstant kontrolleret".

I maj måned besøgte hun VoxHall i forbindelse med Pop Revo, og den 26. november gæster den canadiske sangerinde, sangskriver og elektronikakunstner altså endelig København.

Billetter kan købes via GAFFA Live


ANNONCE