Nyhed

Meshuggah giver to danske shows

Til oktober vil man have mulighed for at opleve det svenske metalband Meshuggah både i Aarhus og i København

Meshuggah gæstede Copenhell i weekenden, men fik man ikke set dem der, eller kan man bare ikke få nok, er der endnu to muligheder for at opleve metalbandet live. De besøger Danmark igen til oktober, og denne gang vil de være at opleve på Train og i Amager Bio.

Meshuggah debuterede helt tilbage i 1989 med deres selvbetitlede ep. Siden er det blevet til endnu fire ep'er og syv studiealbum, hvoraf det seneste "Koloss" udkom i marts i år. Bandet fik deres gennembrud i 1995 med albummet "Destroy, Erase, Improve", som overraskede med fusionen af døds-, thrash- og progressiv metal tilsat enkelte elementer fra jazzen. Med nedstemte 8-strengede guitarer og polyrytmiske sange fremstår bandets musikalske udtryk utroligt komplekst og har været en bærende del af bandets succes. Rolling Stone kårede dem således som ét af 10 "Most Important Hard and Heavy" bands i verden hvor Alternative Press var endnu mere direkte med deres label af bandet som "The Most Important Band in Metal".

Det seneste album "Koloss" var fire år undervejs, men ifølge GAFFAs anmelder Keld Rud også ventetiden værd. Han gav albummet fire stjerner og skrev blandt andet: "Åbningsnummeret "I Am Colossu"s åbenbarer en nærmest nådesløs tyngde, hvor ikke mindst trommeslager Tomas Haake brillerer. "The Demon's Name Is Surveillance" lider til sammenligning af ADHD på det absolutte overdrev. "The Hurt That Finds You First" er et ubestridt højdepunkt. Sangen bevæger sig fra et hyperaggressivt frontalt angreb i første halvdel til en meget atmosfærisk og afdæmpet outropassage. Det afsluttende nummer, "The Last Vigil", er et instrumentalt guitarnummer, der med sine hængende akkorder renser ud efter mere end tre kvarters pulveriserende riff og rytmer. Anbefalet. "


Da Meshuggah i weekenden var at opleve på Copenhell, uddelte GAFFAs Morten Thornvig fire stjerner og skrev blandt andet:

"Det er ikke altid lige kønt hverken at se eller høre på, men heldigvis viste det aldrende band sig lørdag fra en af sine bedste sider, da de med sikker hånd styrede gennem en godt 45 minutters væg af død og ødelæggelse.

Forsanger Jens Kidman er i sig selv en institution og et slående eksempel på ren ondskab. Brutale skrig og en fuldstændig utæmmelig vrede blev skyllet ud over publikum lørdag eftermiddag, så det enkelte gange næsten var for meget død og ødelæggelse på en lørdag eftermiddag."


Nu bliver det så igen muligt at opleve metalbandet fra Sverige, når de den 11. oktober gæster Train i Aarhus og dagen efter (altså den 12. oktober) vil være at opleve i Amager Bio i København.

Billetter bliver sat til salg onsdag den 20. juni kl. 10:00 via henholdsvis ebillet.dk (Aarhus) og billetlugen.dk (København).   

ANNONCE