Nyhed

Michael Kiwanuka tilbage til Vega

I april måned gav den engelske soulsanger Michael Kiwanuka en udsolgt koncert i Lille Vega. Til november indtager han så den store scene.

Allerede inden debutalbummet udkom tilbage i marts måned, var der høje forventninger til den 24-årige soulsanger Michael Kiwanuka, som ud over at have vundet BBC's "Sound of 2012" også er blevet sammenlignet med legender som Bill Withers og Otis Redding. Nu er Michael Kiwanuka klar til at fylde Store Vega med følsom 60'er- og 70'er-inspireret soul.

Debutalbummet "Home Again" udkom i år og indbragte fire stjerner af GAFFAs anmelder Sohail Hassan, som blandt andet skrev følgende om albummet: "Kiwanuka synger med masser af følelse i stemmen, og de sange, han skriver, er rige på vedkommende og noget sørgmodige tekster. Det er behagelig low key og melodisk folksy soul med healende kræfter."

Da soulsangeren i april spillede for et udsolgt Lille Vega, var GAFFAs Oliver William Gunner med. Han tildelte koncerten fem stjerner og skrev blandt andet: "Efter aftenens koncert står det dog fast, at den 24-årige fyr fra Nordlondon har et musikalsk register, der ikke blot indeholder moderne følsom flødesoul. I aften skulle der i stedet skrues op for den tunge funk. (…) Alt i alt var det en koncert, hvor Michael Kiwanuka og band viste en stor tyngde med elementer af både pop, funk, soul- og folkmusik. Det er deres første turne i Europa, og måske var det derfor, at koncerten var præget af en spontanitet og nerve, som jeg sent vil glemme. Det har været hyggeligt at lytte til hans musik under morgenkaffen, men den her slags musik og livsglæde bør sgu opleves live."

Nu har man så igen mulighed for at opleve den unge kunstner, når han den 28. november indtager den noget større scene i Store Vega.

Forsalget starter på fredag den 29. juni via GAFFA Live.

ANNONCE