Nyhed

Randi Laubek synger Emily Dickinson

Den danske sangerinde har hentet inspiration i Emily Dickinsons digte og lægger lige nu sidste hånd på det kommende album ”Letters To The World”

Randi Laubeks fascination af lyrikeren Emily Dickinson startede allerede som teenager, og man kan da heller ikke bebrejde hende i at finde inspiration i den amerikanske digters lyrik og liv. Resultatet er blevet til et nyt album, hvor sangene er skrevet ud fra Dickinsons digte og guitaren bliver brugt som understøttelse.

Emily Dickinson levede hele sit liv i barndomshjemmet i Amherst, Massachusetts – fra sin fødsel i 1830 og til sin død i 1886. I Dickinsons levetid blev kun cirka ti af hendes digte publiceret, og hun døde derfor også forholdsvis ukendt.

Efter digterens død fandt hendes søster mere end syvhundrede håndskrevne digte, og fra 1890 til 1955 blev der trykt mere end 1700 af digterens værker, som sikrede hende international anerkendelse.


Det skrøbelige og lidt barnlige ydre som kendetegnede kvinden Emily Dickinson, står i skarp kontrast til den store intensitet og råstyrke, som hendes digte indeholder. I dem bliver  samfundslivet og religionen erstattet af det intime liv og hengivelsen til kunsten. Digte om længsel, død, svigt, sorg, kærlighed og krise.

Resultatet af Randi Laubeks efterhånden mangeårige fascination af digteren er blevet til albummet "Letter To The World", som udkommer den 25. juni.

Her forener hun universet omkring Emily Dickinson med sin egen stemme og musik. Det er lyrikken som er i fokus, understreget af sangerindens stemme og guitar. De klassiske blæsere skaber det klanglige rum og forener de to kvinder på tværs af århundrede.


Randi Laubek har i sin karriere udgivet i alt fem studiealbums, hvoraf det første, "Ducks and Drakes" udkom i 1997 og det seneste, "Sun Quakes" blev sendt på gaden i 2009.

ANNONCE