Det danske band Spleen United udsender i samarbejde med forfatteren Knud Romer deres bud på en mørk Skt. Hans-hymne
Det tidligere jyske, nu københavnsk baserede synthpop-band Spleen United fejrer de lange dage og lyse nætter ved at genfortolke deres eget nummer "Sunset To Sunset" fra deres seneste album. Med på sangen er forfatter, radiovært og tidligere smagsdommer Knud Romer, som læser Holger Drachmanns digt "De Lyse Nætter" fra 1875. Nummeret bliver Romers debut på plade.
Pladeselskabet Copenhagen Records skriver selv om singlen: ""Sunset to Sunset" er et Prodigy-inspireret technobrag, der beskriver jagten på festen og ekstasen, tømmermændene, eftertænksomheden og ikke mindst vejen tilbage til euforien igen. Alt sammen i timerne fra solnedgang til solnedgang."
Den originale version af "Sunset To Sunset" kommer fra gruppens seneste album "School Of Euphoria", hvor man også finder singlerne "Days Of Thunder" og "Misery" feat. Gitte Nielsen. Albummet, som udkom tilbage i januar, modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez, som blandt andet skrev: "Elektrorockens velmagtsdage på den danske musikscene er for længst forbi, og derfor giver det god mening, at Spleen har valgt at gå den elektroniske planke helt ud med et gennemført, helstøbt og uregerligt album, der trækker lytteren rundt i en vidunderligt farverig manege af aggressive beats, elegant sangskrivning og pågående hooks."
Nyfortolkningen af "Sunset To Sunset" er ude den 25. juni, og samtidig har Spleen United offentliggjort en efterårsturné, som vil tage dem rundt i Danmark.
Tourdatoer:
22.11 - VoxHall, Århus
23.11 - Skråen, Aalborg
24.11 - Kulturmaskinen, Odense
29.11 - Store Vega, Kbh
01.12 - Vershuset, Næstved
Køb billetter via spillestedernes hjemmesider og GAFFA Live.
Man har dog allerede mulighed for at høre synthpop-drengene, når de den 6. juli giver koncert på Roskilde Festival.