Nyhed

Sting: Der er ingen, der tvinger mig til at lave pop

Vi har talt med ikonet, der gæster Odense i aften

I aften gæster Sting Engen, Fruens Bøge i Odense. Sidst den 60-årige legende var i landet, var det noget koldere. Vi skal nemlig ikke tilbage til end februar, hvor Gordon Sumner gav koncert i Falconer Salen. Her mødte GAFFA den sympatiske verdensstjerne, der så glad og afslappet ud i sin mørke striktrøje og det tykke halstørklæde under lydprøven, der blandt andet bød på en løssluppen version af All This Time. I anledning af den forestående koncert bringer vi her hele interviewet med Sting.

Efter en kort snak med et af landets større nyhedsmedier er Sting klar til at tage en snak med GAFFA i Falconer Salens behagelige sæder, og manden, der fyldte 60 i oktober, men ikke ser ud som om han er en dag over 45, giver et fast håndtryk, smiler og sætter sig til rette. Vi har aftalt ikke at tale for meget om aktivisme, for det er der så mange, der gør. "Hvorfor vil folk altid tale om aktivisme?", spørger han undrende. "Folk vil altid tale om alt muligt andet end musikken, og jeg er jo musiker". Tantra-sex kan han på den anden side godt forstå, folk interesserer sig for, for hvem interesserer sig ikke for sex?

Det er nu hverken aktivisme eller sex, der udgør indledningen på vores snak, men derimod hans ganske fremragende selvbiografi "Broken Music" fra 2003, der beskriver Stings barn- og ungdomsår op til tiden, hvor The Police virkelig bryder igennem. GAFFA har læst, at Sting efter at have skrevet bogen led i en depression i to år, og det virker oplagt at spørge til, hvordan han går og har det nu.


– Jeg ved ikke, hvem der har skrevet det med depressionen, men det er nu lidt overdrevet. Jeg var såmænd ikke så deprimeret, efter jeg havde skrevet boget, men mere mens jeg skrev den. Det var ret hårdt at beskæftige sig med sin barndom så indgående, som jeg gjorde i den forbindelse. Men jeg er rigtig glad for udfaldet. Jeg synes det er blevet en rigtig fin og velskrevet bog, men det var også rart at lægge den fra sig igen, da den var færdig. Men du skal ikke være bekymret for min mentale tilstand, haha. Jeg har det fint.

Har du overvejet at følge den op med endnu en biografi, der beskæftiger sig med de efterfølgende år i dit liv?

– Hmm, for at kunne skrive om mit liv, er jeg nødt til at leve det først, og lige nu er jeg mere interesseret i at leve mit liv, end jeg er i at skrive om det, men jo, jeg tror nu sagtens, jeg kunne finde på at skrive endnu en bog. Der kommer nok bare til at gå mange år, før jeg har lyst til at sætte mig ned og gøre det.


 

Der er ingen, der svinger pisken

Du har været i Danmark en del de senere år, og så er det jo vældig interessant at vide, hvad du tilbringer tiden med, når du er her. Hvad laver du for eksempel i, når du ikke står på scenen?


– Det er altid rart at vende tilbage til et sted så mange gange, at man føler sig lidt hjemme og kan genkende de steder, man ser. Det er en rar fornemmelse, og når jeg er i København eller andre danske byer, kan jeg rigtig godt lide at gå nogle gode ture og se mig lidt omkring. Særligt ved vandet. Jeg shopper ikke. Det er ikke lige mig. Der går også en del tid hver dag med at øve mig på bassen. Det holder jeg aldrig op med.

De sidste par plader, du har udgivet, har været ret niche-orienterede. Der var Songs From The Labyrinth, hvor du fortolkede 1600-tals-sange på lut, If On A Winter's Night, som også havde en lidt middelalderlig lyd over sig og kun omhandlede vinteren og så Symphonicities, hvor du fortolker dine egne sange med et symfoni-orkester. Kunne forestille dig at lave en mere poppet plade igen?

– Det kunne jeg måske nok, men ikke lige for tiden. Der er ikke nogen, der står og svinger pisken over mig for at lave pop-plader eller hitsingler, og det er utrolig rart og befriende. Så jeg gør egentlig bare lige præcis det, jeg har lyst til. Og lige nu er det at turnere med mine sange i de versioner, de har fundet sig til rette i på denne her tour. Lige for tiden er jeg desuden ved at skrive et skuespil. Det er ret sjovt.


Læs en længere udgave af interviewet i GAFFAs artikelsektion.

Køb billetter til koncerten via GAFFA Live.

ANNONCE