Nyhed

Sundown har tilføjet endnu to navne til plakaten

Afrojack og Steve Aoki gæster begge Danmarks største strandfest

Når den elektroniske festival Sundown løber af stablen den 28. juli på Amager Strandpark, bliver det med endnu to dj's bag pulten. Afrojack (billedet) og Steve Aoki er nemlig begge blevet tilføjet til plakaten.

København har fået en ny elektronisk festival, endagsfestivalen Sundown med plads til 30.000 festglade mennesker. Festivalens scene bliver placeret i vandkanten og badet i laserlys og effekter. Der er allerede annonceret flere internationale dj's, og nu er endnu to føjet til listen.

Afrojack, med det mere borgerlige navn Nick van de Wall, er en hollandsk dj som er kendt for sine medrivende liveshowes. I 2011 blev han listet som nummer 7 på den officielle top 100 rangliste fra DJ Magazine og overgik store navne som Swedish House Mafia, Skrillex og Daft Punk.


Desuden vandt den berømte dj i 2011 en Grammy Award for sit remix af Madonnas "Revolver" i samarbejde med David Guetta.

Endelig har han siden marts dannet par med den professionelle kendis og hotelarving Paris Hilton. Hun har siden været flittig gæst ved mange af Afrojacks shows.

Steve Aoki er en amerikansk elektro house-dj og grundlægger af pladeselskabet Dim Mak Records, som blandt andet står bag navne som Bloc Party, The Kills, The Gossip, Klaxons, MSTRKRFT og The Bloody Beetroots.


Han debuterede med albummet "Pillowface and His Airplane Chronicles" i 2008, og det seneste album fra 2012 inkluderer gæstestjerner som MFAO, Kid Cudi, Will.i.am og Lil Jon.

Ud over at kunne skrive både dj og pladeselskabsejer på cv'et er Steve Aoki også medejer af management-selskabet "Deckstar", som han ejer sammen med blandt andre Eminems manager Paul Rosenberg.

Ud over de to dj's vil man på festivalen også kunne opleve navne som Fatboy Slim, Mr. Oizo og Den Sorte Skole.


Køb billet til festivalen via GAFFA Live.

ANNONCE