Nyhed

Woven Hand giver intimkoncert i Vega

I september lægger David Eugene Edwards & Co. vejen forbi Danmark og giver intimkoncert i Lille Vega

Den amerikanske country/rock/folk/americana/med mere-gruppe Woven Hand under ledelse af den religiøse David Eugene Edwards har gennem mange år været hyppige gæster i Danmark. Nu kan de til september opleves i Lille Vega, hvor de giver intimkoncert i Lille Vega.

Denver, Colorado-gruppen Woven Hand opstod oprindeligt som et sideprojekt til 16 Horsepower, men har siden overtaget pladsen som førsteprioriteten i David Eugene Edwards' musikalske liv. Hans umiskendelige stemme virker på samme tid tortureret og silkeblid, mens musikken henter elementer i neofolk, alternativ post-rock, punk, industrial og indiansk musik.

Woven Hand albumdebuterede tilbage i 2002 og senest udsendte de i april måned livealbummet "Live at Roepaen", der sammen med koncert-dvd'en foregår i en gammel kirke i Ottesum, Holland.


Albummet fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez, som blandt andet skrev: "Enhver, der har haft fornøjelsen af at opleve David Eugene Edwards live i den ene eller den anden konstellation, ved, hvor sitrende intens en live-performer vi har med at gøre. Følelserne sidder oftest uden på det sveddryppende tøj, og Edwards både synger og spiller, som havde han den onde selv i hælene. Oplevelsen kan selvsagt ikke gengives til fulde i hjemmebiografen, men Roepaens flotte kirkerum klæder Woven Hands musik, der ikke bliver mindre fængslende af at blive assisteret af krystalklare billeder og flot klippearbejde."

Man kan se frem til en intimkoncert 6. september i Lille Vega, hvor man kan nyde Woven Hands udefinerbare lyd og atmosfære.

Billetsalget er startet i dag på billetlugen.dk


ANNONCE