Nyhed

Animal Collective afslører ny albumtitel

Det eksperimenterende dyrekollektiv fra Baltimore løfter sløret for titlen på deres tiende studiealbum

Det amerikanske band Animal Collective udgiver til september deres 10. studiealbum. Bandet har nu afsløret, at titlen på deres kommende album er "Centipede Hz". Titelafsløringen skete via en video uploaded på bandets hjemmeside. I videoen afsløres også sangtitlerne, nemlig "Moonjock", "Today's Supernatural", "Rosie Oh", "Applesauce", "Wide Eyed", "Father Time", "New Town Burnout", "Monkey Riches", "Mercury Man", "Pulleys", og "Amanita". Se selv afsløringerne her.

For dem, som ikke kan vente helt til september på at høre nyt fra Animal Collective, kan man allerede nu høre to nye singler fra bandet: "Gotham" og "Honeycomb". Om singlerne også er at finde på "Centipede Hz", vides endnu ikke, men sangene kan købes selvstændigt på 7" vinyl og digitalt den 26. juni.

Når "Centipede Hz" udkommer til september, bliver det første gang siden 2009, at bandet udgiver et fuldlængde-album. "Centipede Hz" vil således blive arvtager til det meget roste album "MerriWeather Post Pavilion", som GAFFAs Thomas Borre tildelte fem stjerner. I 2010 udgav Animal Collective et såkaldt visuelt album under titlen "ODDASAC" i samarbejde med instruktøren Danny Perez. Projektet fik knapt så rosende ord med på vejen af GAFFAs Lars Löbner Jeppesen. Kritikken var dog primært henvendt den visuelle side.

ANNONCE