Nyhed

Guide: 13 rigtige til Himmelfartsferien

Hvad skal du se og høre af koncerter i den forlængede weekend? GAFFA giver dig 13 gode bud.

Arbejdsugen er for manges vedkommende allerede i dag ved gå på hæld, og derfor giver vi dig i dag en guide til Himmelfartsferiens mest spændende koncerter. Der er i skrivende stund billetter til alle nævnte koncerter. Du kan finde flere bud på gode live-oplevelser i weekenden på GAFFA Live.

 

Onsdag


København

Lianne La Havas, DR Koncerthuset, klokken 20.00 (billedet)

Hun er blevet sammenlignet med sangerinder som Nina Simone, Feist og Lauryn Hill, men den kun 22-årige sanger og sangskriver Lianne La Havas er helt sin egen. For bare et halvt år siden var det kun ganske få inkarnerede, der kendte til den unge Lianne La Havas. Med kun en enkelt ep "Lost And Found" i bagagen optrådte Lianne i musikprogrammet "Later…. With Jools Holland" og forførte hele den etablerede branche med sin fløjsbløde stemme og sit smukke guitarspil.


Samme show havde også besøg af Bon Iver, der inviterede det unge talent med som support på den sidste del af sin US tour. En pladekontrakt senere blev Lianne La Havas nomineret til BBC Sound Of 2012 og gav i januar fire udsolgte koncerter på The Social i London. Hendes anden ep "Forget" udkom i februar, og debutalbummet udkommer den 9. juli

Baby Woodrose, Loppen, klokken 21.00

Lorenzo & Woodrose er i fuld gang med en turné oven på gruppens syvende, ganske psykedeliske nye album "Third Eye Surgery", som GAFFAs anmelder Erik Barkman tildete fire stjerner under overskriften "hidtil mest syrede studiealbum fra Lorenzo Woodrose". Gruppen spiller også på Fermaten i Herning torsdag og Kulisselageret i Horsens fredag.


 

Torsdag

Aarhus


The New Spring + Amor de Dias, Radar, klokken 20.00

Inden Pop Revo-festivalen bliver skudt i gang fredag, holder arrangørerne et lille opvarmningsshow på Radar med den danske singer-songwriter The New Spring og den engelsk/spanske kammerpopduo Amor de Dias.

Ribe


D-A-D, Festteltet på Hovedengen, klokken 21

D-A-D er altid garanter for gedigen rock, visuel underholdning og en solid fest, nu med 30 år på bagen. Nærmere præsentation er vist overflødig.

 


Fredag

København

Per Vers, Lille Vega, klokken 21


Per Vers holder releaseparty på sin live-dvd med optagelser fra sidste års Roskilde Festival. Ved koncerten optræder yderligere tre navne fra Per Vers' pladeselskab Mixed Ape, nemlig Terry Tester, Nappoin & Kriswontwo og Exampler.

Aarhus

Pop Revo, Voxhall og Atlas, klokken 19.30 (starter på Atlas)


Den aarhusianske festival for alternativ pop og det, der ligner, er tilbage. Programmet fredag lyder på Errors, Cloud Nothings, Samling, The Soft Moon, Swearing At Motorists og Deathcrush. Festivalen fortsætter lørdag.

Pede B releaseparty, V58, klokken 20

Den tredobbelte MC's Fight Night-vinder udgiver 21. maj sit fjerde album "Over Askeskyen", denne gang indspillet i samarbejde med den tidligere verdensmester i scratch DJ Noize. Parret holder også releaseparty lørdag klokken 20 i Pumpehuset.


Aalborg

Day of Decay, Studenterhuset, klokken 14.00

Day of Decay vender tilbage 18. maj 2012 med nyt spillested (Studenterhuset, Aalborg) og internationale topnavne på plakaten, såvel som spændende upcoming bands fra ind- og udland. Oplev: Krisiun (BR), Obscura (DE), Mercenary (DK), Sylosis (UK), The Burning (DK), Dyscarnate (UK), Leprous (NO), Ferocity (DK), Caro (DK) samt vinderen af W:O:A Metal Battle DK. 1 dag, 10 internationale og danske topnavne, samt lokale bands.


 

Lørdag

København


Emergenza Finale, Store Vega, klokken 19.30

Den danske afdeling af den internationale talentkonkurrence er nået til den danske finale. Her konkurrerer Gorgon Strike, som vandt syd-finalen og If You Love Koosh, som vandt vest-finalen, med vinderen af øst-finalen, som først findes på lørdag.

And Also The Trees, Krudttønden, klokken 23.00


Det engelske post-punk-band giver deres første koncert i Danmark i 18 år. Gruppen startede i 1979 og består i dag af Justin Jones, Simon Huw Jones, Steven Burrows, Paul Hill, Ian Jenkins og Emer Brizzolara. Gruppen sendte i sin tid et demobånd til The Cure, hvilket var starten på et godt venskab mellem de to bands. I 1981 spillede And Also The Trees flere shows sammen med The Cure, hvor de var med som support. Oplev et vaskeægte kultband på dansk grund.

Aarhus

Lise Westzynthius + Lone Hørslev, Åbyhøj Kirke, klokken 19


Singer-songwriteren fremfører primært sange fra det meget roste, skilsmissepåvirkede album "Tæt På En Kold Favn". Forfatteren Lone Hørslev begynder aftenen med at læse op af sine skilsmissedigte. Forsalg ved indgangen og på Åby Bibliotek.

Pop Revo, Voxhall og Atlas, klokken 20.00 (starter på Voxhall)

Den aarhusianske festival for alternativ pop og det, der ligner, er tilbage. Programmet lørdag lyder på Moon Face, Grimes, Lower Dens, Hayvanlar Alemi og Austra.


 

Søndag

København


Lower Dens, Loppen, klokken 21

Baltimore-gruppen, som også kan opleves på Pop Revo-festivalen i Aarhus lørdag, gæster København med fem GAFFA-stjerner for deres nye album "Nootropics" i ryggen. På albummet har gruppen nedtonet inspirationen fra indie-folk til fordel for påvirkning fra den tyske krautrock.

ANNONCE