Nyhed

Ultravox til Amager Bio

Midge Ure & Co. gæster København med splinternyt album i ryggen

De gendannede engelske new wave-veteraner Ultravox har netop udgivet albummet "Brilliant", deres første album med deres mest kendte sanger Midge Ure (billedet) i hele 28 år. Med det i ryggen drager de ud på en turné, der blandt andet bringer dem til Amager Bio i København mandag den 15. oktober.

Ultravox blev dannet tilbage i 1974 og udgav tre eksperimenterende plader i slut-70'erne uden den store kommercielle succes. I 1979 forlod sanger John Foxx bandet og blev erstattet af Midge Ure. Under hans ledelse antog gruppen en mere tilgængelig og synth-orienteret lyd, og i 1980 udgav de det i dag klassiske album "Vienna", hvorfra titelnummeret er blevet en evergreen. Siden fulgte flere succesfulde album og singler, inden gruppen gik fra hinanden i 1988.

I perioden 1992-1996 blev Ultravox gendannet, dog uden Midge Ure, uden den store succes, men i 2008 fandt den klassiske lineup fra 80'erne sammen igen og drog ud på greatest hits-turnéen "Return to Eden". Turen besøgte blandt andet Pumpehuset i april 2010. Dengang uddelte GAFFAs Ras Bolding fem stjerner og skrev blandt andet: "Gruppen havde virkelig et talent for at skrue holdbare sange sammen dengang i begyndelsen af firserne, hvor det lykkedes at ramme en temmelig fornem balance mellem den gode popsang, kølig elektronik og desperat postpunk. Og man må i den grad sige, at publikum tog godt imod - en sund blanding af danske og svenske fans fik Pumpehuset til at koge; og så på en helt almindelig tirsdag!"


Ved den lejlighed gav gruppen også et interview til GAFFA, og her fortalte keyboardspiller med mere Billy Currie blandt andet følgende om gruppens gendannelse:

– Det gik overraskende let. Der var et ønske om at spille musikken igen, et ønske som nok bare var blevet stærkere med årene, så da vi fandt sammen på ny, glædede vi os alle til at komme i gang. Jeg må dog indrømme, at da vi samledes i øvelokalet i marts sidste år, før den første turné, da var vi lidt nervøse for, om det hele ville fungere, for det ville være temmelig katastrofalt, hvis det ikke gjorde, for så ville vi jo hænge på den. Sådan er det ofte i musikbranchen – man bliver hægtet fast. Det må man acceptere. Derfor var jeg personligt også lidt bange. Hvis nu vi ikke spillede godt sammen, så hang vi alligevel på turnéen. Vi tog en chance.

Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion.


Midge Ure er i øvrigt også kendt for at have skrevet Band Aids 1984-storhit "Do They Know It's Christmas" sammen med Bob Geldof. Sangen blev årets mest solgte single i England i 1984 og var den bedst sælgende single i England, indtil Elton John i 1997 storhittede med "Candle In The Wind 1997".

Koncerten med Ultravox finder sted i Amager Bio, mandag den 15. oktober, og billetsalget starter onsdag den 30. maj klokken 10 via Billetnet.

ANNONCE