X Factor-dommeren fortæller i et nyt interview, at han betrager talentshowet som serious business
I aften finder finalen af femte danske sæson af talentshowet X Factor sted, denne gang i Jyske Bank Boxen i Herning og med Ida, Line og Sveinur som finalister og gæstedeltagelse af Alphabeat, Lukas Graham, Kato, Medina og Oh Land.
I forbindelse med afslutningen af femte sæson har en af de tre dommere, Cutfather, givet et interview til kulturwebsitet havebackstage.dk, drevet af pr-bureauet Have Kommunikation. Og her fortæller Cutfather, at han betragter X Factor som et program, han tager dybt alvorligt:
– Jamen, når man bruger 100 timer om ugen på noget, så mener jeg, at man tager det ret alvorligt. Det er fuldt alvor, det her, og jeg vil heller ikke kalde det et underholdningsprogram, når seks ud af otte deltagere står og tuder i pausen. Det er sgu serious business – altså, det er jo mennesker, man har med at gøre, og deres følelser er ægte nok. Så spørgmålet om følelsesporno eller underholdning kan man godt lægge lidt til side. Det handler faktisk om folk, der har noget på spil, og som gerne vil det her.
Cutfather fortsætter:
– Jeg tror, det har noget at gøre med den seriøsitet, der er omkring deltagerne. Der er en hel camp af professionelle folk – vokalcoaches, stylister og så videre – som arbejder med dem. Det er ikke bare en fupkonkurrence. Jeg er her, fordi jeg arbejder med musik til dagligt, og hvis det kikser her, så er det også mit navn og rygte, der står på spil. Det gælder også for de to andre dommeres vedkommende. Hvis mine deltagere falder helt igennem, så falder det også tilbage på mig. Når man normalt arbejder med en artist, som skal optræde i et tv-show, så vil man jo bruge flere uger, måske måneder, på at gøre sig klar til det. Her får vi fem dage og en halv times prøve, og det hele skal bare nå at flaske sig. Når de så alligevel står på scenen om fredagen, så tænker man, wauw, det er alligevel utroligt, at det lykkedes, og at det alligevel blev så godt, som det gjorde.
Cutfahter bliver også spurgt om sin holdning til den kritik, der beskylder X Factor for at være følelsesporno, der udnytter håbefulde, men knap så talentfulde deltagerne i underholdningens navn, især i de første auditionprogrammer, hvor alle kan stille op.
– Jeg tror aldrig, at jeg rigtigt har tænkt den tanke 100% til ende. Nu var jeg ikke selv med i de første sæsoner, men jeg synes, at det var dér, de mest grelle eksempler var. Nu er det som om, at det er blevet kutyme. Det virker som om, at folk, der lever lidt på kanten, også søger det her program. Dér hvor jeg synes, det er synd, er når folk tror, at de virkelig har den, og de så slet ikke har den. Jeg får det helt dårligt, når jeg begynder at sidde og grine for åben skærm af nogen, som selv synes, at de er the shit. Men det er reelt set fordi, jeg tror, at det er en joke – de må da selv vide det eller have fået det at vide af nogle andre.
Læs hele interviewet hos havebackstage.dk