Nyhed

Hymns From Nineveh i ny akustisk optagelse

Hymns From Nineveh har indspillet en livesession til videokonceptet Køkken Session og kan opleves i Store Vega den 22. april

Det fanske folk-orkester Hymns From Nineveh har indspillet en video i forbindelse med Køkken Session, hvor frontmanden Jonas Petersen opfører singlen "Anywhere With You" fra det anmelderroste julealbum, "Endurance In Christmas Time". Ud over liveindspilningen kan man opleve Hymns From Nineveh den 22. april, hvor de giver koncert i Store Vega.

Hymns From Nineveh projektet opstod i foråret 2007, hvor Joneas H. Petersens tidligere band Attrap gik i opløsning. Siden projektets start har Hymns From Nineveh spillet i Danmark, herunder på Spot Festivalen og forskellige dele af Europa. I december 2009 udkom jule-ep'en "Uncomplicated Christmassongs", som fik en rosende modtagelse blandt anmeldere og kritikere.

I 2011 udkom det selvbetitlede debutalbum, som skulle leve op til forventningerne fra den forgående jule-ep. Albummet høstede roser og GAFFAs Ole Rosenstand Svidt tildelte albummet fem stjerner og skrev: " Efter en fremragende jule-ep i 2009 er forventningerne til debutalbummet fra Hymns From Nineveh alias sangeren og sangskriveren Jonas H. Petersen med gæster høje. De bliver dog til fulde indfriet. Igen imponerer Jonas H. Petersen med sin lyse og vidtfavnende vokal, sit udtryksfulde fingerspil på den akustiske guitar og sin fremragende sangskrivning. Hymns From Nineveh er 10 meget smukke, melodiske og let melankolske sange med stærke tekster om tro, tvivl, håb og kærlighed."


Senere samme år udgav Hymns From Nineveh endnu en jule-ep med titlen "Endurance In Christmas Time", som GAFFAs Michael Jose Gonzalez gav fem stjerner og ordene: "Jonas H. Petersen med band har nemlig skabt en samling åndeløst smukke nye skud på juletræstammen. I sit inderlige og charmerende folk-poppede univers lader Petersen julens mange facetter udfolde sig som glinsende snefnug i natten. Med tilhørende gåsehud."

Nu har Hymns From Nineveh indspillet en akustisk livesession i forbindelse med Køkken Sessions, som er blevet til i samarbejde med Vega. Bag Køkken Session står fotograferne Jonas Schnack Krog og Paw Ager, som beskriver konceptet således: "Køkken Session er skabt, fordi vi elsker musik, vores lille køkken og har en forkærlighed for det rå look og den ærlige lyd. Artister, kendte som ukendte, kommer forbi vores lille køkken på Nørrebro og spiller en sang akustisk, som vi filmer og klipper sammen. Herefter bliver videoen lagt på vores YouTube-kanal. Der har været rigtig god opbakning til projektet, og vi havde efter bare tre måneder mere end 12.000 views på vores kanal."

Køkkenet har allerede haft besøg af adskillige kunstnere, heriblandt Marie Key, Poul Krebs, Hannah Schneider, Mads Langer, Thomas Buttenschøn og Michael Falch.


Den akustiske livesession går forud for Hymns From Ninevehs koncert i Store Vega den 22. april, hvor Jonas Petersen fortæller: "Man kan forvente spilleglæde og en hel masse kærlighed fra os. Live er vi jo et stort orkester, og uden at afsløre for meget, så vil jeg sige, at vi har købt nogle sjove instrumenter. Men mere får du ikke ud af mig. Det bliver jo nok noget af det sidste, man kan høre med os i Danmark i et godt stykke tid. Så vi glæder os meget.".  

Oplev den spændende koncert med sjove instrumenter i Store Vega den 22. april, hvor billetter kan købes via GAFFA Live. Udover koncerten i Store Vega kan man også opleve gruppen den 28. april i VoxHall.

Se livesessionen fra Køkken Session med "Anywhere With You" af Hymns From Nineveh her:


 

ANNONCE