Blot en uge efter sin gamle Velvet Underground-makker Lou Reed runder den walisiske musiker de halvfjerds
De fleste mere eller mindre prominente rockmusikeres historie holder sig til en nogenlunde forudsigelig formel, som i store træk handler om utilpassede ungdomsår, opdagelsen af rockmusikkens forløsende kraft (og funktionalitet i forhold til at komme i kontakt med det modsatte køn) og så videre. John Cale er, også i denne henseende, en undtagelse fra reglen – og det samme kan man sådan set kalde hele hans halvtreds år lange karriere.
Cale blev født som søn af en skolelærer og en minearbejder i Wales i '42, men viste tidligt musikalsk talent. Hans første hovedinstrument blev bratschen, som han siden tog med sig ind i rockmusikken og bandet The Velvet Underground, som sikrede ham en plads i rockhistorien. I første omgang var der dog lagt op til en klassisk karriere, idet Cale blev indskrevet på Goldsmith College i London. Avantgarde-scenen omkring folk som John Cage tiltrak imidlertid den unge Cale, som samtidig øjnede muligheder for eksperimenter og nybrud inden for den nye, amerikanske rockmusiks primale formsprog. Det samme gjorde den jævnaldrende Brooklyn-dreng Lou Reed, som var droppet ud af universitetet, da Cale flyttede til New York, og deres veje krydsedes i '65.
Uforudsigelig solokarriere
Resten er, som det hedder, historie – en historie, som i øvrigt blandt andet kan læses i denne måneds Klub GAFFA-tillæg, og hvis første kapitel blev lp'en "The Velvet Underground & Nico", som udkom i '67, efter at popkunstneren Andy Warhol havde taget bandet under vingerne. Han forsynede bandet med et bemærkelsesværdigt blikfang i form af den tyske model Nico, som med sin mørke stemme og tykke tyske accent siden skulle skabe sin egen usædvanlige musikalske karriere. I øvrigt ofte med hjælp fra Cale, som ved siden af solokarrieren har fungeret som producer på andre kunsteres plader, herunder Nicos "The Marble Index" fra '69 og Patti Smiths debutalbum "Horses" fra '75.
Meget forenklet kan man sige, at mens Reed besad det ubestridelige sangskrivningstalent i The Velvet Underground, var det Cale som konstant kæmpede for af skubbe grænserne og udvide eksperimenterne. En modsætning som også bidrog til bruddet mellem de to allerede året efter debuten, hævdede Cale, da denne signatur tog en snak med ham forud for hans skandinaviske koncerter i efteråret 2011. Cale nåede at sætte stort aftryk på The Velvet Undergrounds anden plade, "White Light/White Heat, inden han forlod gruppen og indledte en solokarriere med den overraskende lettilgængelige, men ikke synderligt succesfulde "Vintage Violence" fra 1970.
Aldrig uinteressant
Rødderne i klassisk og avantgarde fornægtede sig ikke på opfølgerne "Church of Anthrax" og "The Academy in Peril", men lige meget hjalp det, og det var først med mesterstykket "Paris 1919" fra '73, at solosuccessen for alvor indfandt sig. Dén plade opfører fødselaren stadig fra tid til anden i sin fulde længde, senest ved en ikke mindre end mesterlig koncert i Malmö (billedet) i november 2011.
I maj måned udsender Cale sit første studiealbum siden elecktronica-inficerede "Black Acetate" fra 2005. Det bliver svært at komme op på siden af karrierehøjdepunkter som "Slow Dazzle" (1975) og "Sabotage Live" (1979), men en ting er sikker: det bliver næppe uinteressant.
Tekst: "Hør John Cale spille "Mercenaries (Ready for War)" live i 1984":
