Lou Reed fylder 70

I dag står den på flere timers daglige Tai Chi-øvelser, økologisk kost og cykelture, men man skal ikke lade sig narre; få figurer indenfor populærmusikken har dyrket dekadencen, depravationen og mørket i samme grad som Lewis Allen Reed, som fylder halvfjerds idag. Og Lou, som han hele livet er blevet kaldt, er tilsyneladende ikke blevet mildere med årene at dømme efter sidste års kontroversielle samarbejde med Metallica, som handler om danserinden Lulus deroute og åbnes med ordene: "I'd cut my legs and tits off when I think of Boris Karloff and Kinski".

Reed blev født ind i et middelklassehjem i Brooklyn i 1942 og viste tidligt tegn på, hvad der i senhalvtredsernes forstads-USA betragtedes som utilpasset adfærd, herunder at skrive digte, spille rockmusik og angiveligt udvise homoseksuelle tilbøjeligheder. På denne baggrund fik forældrene indlagt drengen i elektrochokbehandling; en traumatisk oplevelse som Reed siden dissekerede i sangen "Kill Your Sons" fra pladen "Sally Can't Dance".

Kommerciel kamikazepilot

Reed fortsatte imidlertid med at spille rockmusik og praktisere utilpasset adfærd; først på Syracuse University og siden tilbage i New York City med bandet The Velvet Underground, som blev starten på enestående karrierer i rockmusikken for såvel Reed som makkeren John Cale, som kan fejre sin halvfjerdsårs-fødselsdag om en uge. The Velvet Underground kom i første omgang under vingerne på popkunstneren Andy Warhol og nåede at udgive fire plader fra 1967 til '70, inden Reed indledte en solokarriere med den ikke hundrede procent vellykkede "Lou Reed" i '72.

Solosuccessen indtraf til gengæld eftertrykkeligt med andet udspil, "Transformer", samme efterår. Albummet var ligesom forgængeren indspillet i London, men nu i samarbejde med David Bowie, og indeholdt en stribe i dag klassiske Reed-sange som "Satellite of Love" og "Walk On the Wild Side". På vanlig kontrær vis kvitterede Reed for successen ved at udgive det kulsorte konceptalbum "Berlin" det efterfølgende år, mens hans pladeselskab RCA desperat forsøgte at holde den kommercielle gryde i kog med livepladen "Rock'n'roll Animal" fra februar '74.

Koncertaktuel fødselar

Mønsteret gentog sig et års tid senere, da Reed efter en stor kommerciel succes med "Sally Can't Dance" fra august '74 begik hvad mange har betegnet som kommerciel kamikaze med "Metal Machine Music"; en dobbelt-lp med fire siders infernalsk feedback-støj, uden melodi eller vokal af nogen art. Da Reed i 2010 valgte at genudgive pladen, spurgte denne signatur ham, om han mente at tiden nu var mere moden end i '75 til at udgive et så kompromisløst stykke "musik". Han svarede:

- Det aner jeg ikke (...) Jeg var ligeglad dengang, og jeg er ligeglad nu. Jeg laver dette her for min egen skyld. Og hvis du er heldig nok til at være i nærheden, er du heldig nok til at få lov at høre det … hvis du vil dvæle ved forklaringer, så er det dit problem… (Læs hele interviewet her).

Udsagnet er meget sigende for Reeds generelle tllgang til jobbet; han har i dén grad altid kørt sit eget trip, uafhængigt af forventninger fra såvel fans som pladeselskabsfolk. Derfor er det da også usædvanligt, at fødselaren er på vej til at indlede en retrospektiv turné under overskriften "From VU to Lulu". Man kan opleve Lou Reed grave dybt i bagkataloget i Falconer Salen på Frederiksberg den 18. juni. Medlemmer af Klub GAFFA har mulighed for at møde ekstra velforberedte op; i denne måneds Klub GAFFA-tillæg finder du nemlig et omfattende dobbeltportræt af Lou Reed og John Cale. Du kan læse en smagsprøve her.

Se Lou Reed spille signatursangen "Sweet Jane" i Paris i 1974: