Nyhed

Roskilde Festival går sammen med Tivoli

Tivoli og Roskilde Festival går sammen om at skabe en ny festival

For første gang nogensinde går Tivoli og Roskilde Festival sammen for at skabe en regulær festival, Fredagsrock Festival. Her vil morgendagens stjerner få deres helt egen dag til at komme ud over scenekanten fredag den 20. april fra kl. 16.00, hvor 20 vækstlagsbands kan opleves på fire forskellige scener i Tivoli.

Det nye samarbejde mellem festivalen og Tivoli skal sikre bedre muligheder for at udvikle Danmarks fremtidige talenter, som fortjener en chance for at optræde foran et stort publikum.

"Vækstlaget i dansk musik har brug for, at kulturkanoner som Tivoli er med til at gøde jorden og give bedst mulige vækstbetingelser. Fredagsrock Festival, som vi laver i samarbejde med en anden kanon, Roskilde Festival, er det helt naturlige alternativ og supplement til de øvrige vækstlagsfestivaler som f.eks. Spot Festival, der er med til at få små spirer til at gro," siger programchef i Tivoli, Rune Erbs Ledet.


Fra Tivoli til Pavilion Junior

Hos Roskilde Festival er man glad for det nye samarbejde, hvor man kan få en lille forsmag på nogle af kunstnerne, som skal spille på Festivalens Pavilion Junior på Nordens største festival.

"Vi har en lang tradition for at fokusere på vækstlaget i Danmark og Norden," siger musikchef Rikke Øxner fra Roskilde Festival.


"Med et nyt initiativ, vi kalder for Roskilde Rising, vil vi gerne give de artister, vi booker til Pavilion Junior, et seriøst rygstød på et meget vigtigt tidspunkt i deres karriere. Vi løfter dem ikke bare fra øvelokalet eller det lille spillested til at spille for flere tusinde entusiastiske publikummer på Roskilde Festival, vi sørger også for at give dem en forsmag på nogle af de mange opgaver og udfordringer, en fremtidig karriere som musiker vil bringe, samt ikke mindst giver dem andre muligheder for at møde publikum. Fredagsrock Festival passer rigtig godt ind i den sammenhæng."

I alt vil 20 koncerter finde sted på fire scener og varer hver især 45 minutter.

Her er den fulde bandliste med præsentation fra Roskilde og Tivoli:


Belle Ville: Elektronisk duo, hvis lydunivers er spækket med modsætningsforhold: Det dystre og det lyse, det maskuline og det feminine, maskinen og mennesket

Birk Storm: Birk Storm er opfindsomt, lækkert og velproduceret elektropop. På debuten 'I Don't Care' (2009) viste danske Birk Storm, at han mestrer både den fængende melodi og det skarpe beat. Birk Storm er lige nu og her, et musikalsk stortalent, der kan få bølger af beats flettet sammen med insisterende falsetvokaler og kælende synthflader.

Boho Dancer: Nærvær og intensitet er to nøgleord for Boho Dancer. Med en overrumplende stemme står Ida Wenøe centralt i bandet, og får altid skabt et rum af autenticitet og musikalitet. Boho Dancer er lyden af indie-folkrock og nordiske landskaber i harmonisk forening. Det er sprøde akustiske guitarer, gribende tekster og vedkommende melodier.


Bäddat För Trubbel (S): Bäddat För Trubbel er et svensk punk-rockband med fart over feltet. Lyden er som London i 70'erne -  hurtige riffs, heftigt tempo og svedige frontfigurer. Med de insisterende svensksprogede tekster minder Bäddat För Trubbel os om, at man kan hvad man vil, hvis man tør. Sikkert og vildt på samme tid.

Dangers Of The Sea: Dangers of the Sea er et dansk indie-folkrock band med en melankolsk og country-inspireret sound. Det er elegante harmonier, diskret og sikker sangskrivning kombineret med en overraskende friskhed. Dangers of the Sea består af musikere fra bands som Saybia, Efterklang og Slaraffenland, der nu har fundet sammen i dette band, som trækker på 60'erne og 70'erne, samt kunstnere som R.E.M. og Neil Young.

Dawda Jobarteh (DK/GAM): Gambianske Dawda Jobarteh er en sand virtous på en kora, den 21-strengede kalabasharpe, og samtidig har Jobarteh en unik, sprød og nærmest raspende stemme. Det er livsglæde og poesi, når Dawda Jobarteh står på scenen. Smukke passager af lyrisk musikalitet blander sig med nærvær og originalitet. Jobarteh er onkel til legenden Toumani Diabate, som også bidrager på Jobarteh seneste plade.


Fastpoholmen: Tænk på store svenske skove, på svajende nåletræer, på lejrbål og på den svenske visetradition. Og tænk så på carabiske rytmer, elegante harmonier og legesyge melodier – så har du lyden af Fastpoholmen. Bandet er nyt og frisk, men musikerne og de to forsangere har mange års erfaring, hvilket skinner tydeligt gennem på deres overbevisende og genrebevidste lyd.

Freja Loeb (billedet): Hvis man kan lide 70'erne og 80'ernes dansable diskopop, så kan man også lide Freja Loeb. Loeb blander elektroniske beats og lyde med tidløse melodier på sin helt egen måde. Loeb er medrivende og energisk. Skarp, kantet og alligevel indbydende. Koncerterne er rene fester og Loeb er kendt for at give den hele armen. Hver gang.

French Films (FIN): French Films er et finsk band, men lyder som flere engelske halvfemserbands på en gang. Man tænker Pulp, Suede og Blur – tilført lidt indie- og surferlyd. Ført up to date. Guitarbaseret indierock med højt til loftet. French Films er et nyt band, med en lyd man ikke lige forbinder med Finland. Stilbevidst og simpelt, på den gode måde.


Governor Of Alaska (DK): Eksperimenterende afro-punk kalder bandet selv deres musik, hvilket passer ret godt. Der er vilde rytmer, beats der rammer kroppen fysisk. En lyd, der gør, at man ikke står stille. Bandet er dansk, men lyder som om de kommer fra hele verden. Originalt og overvældende. Funky og fri. Insisterende og energisk.

Helsinky Poetry: Drømmende, svævende og smukke landskaber af lyd. Æterisk og storslået. Lange, støjende guitarflader fyldt op med nærværende vokal.  Helsinki Poetry fører post-punken tilbage på sporet, griber os med seriøsitet og tager hånd om den gode melodi imens. Man mindes lidt bands som My Bloody Valentine og Sigur Rós, men Helsinki Poetry er helt sig selv.            

Kesi: Kesi er sprunget ud af undergrunden via YouTube og har hurtigt etableret sig på den danske rap-scene. Som sin makker, Kidd, har Kesi fået en stor følgeskare, i begyndelsen uden de store pladeselskaber i ryggen, men nu med en kontrakt med Universal i hånden. Kesi er et af dansk grime-raps snart helt store navne. Han har mod, kant og attitude. Han rapper ærligt og hårdt, mens beatsene sidder lige i skabet.


Klumpen & Raske Penge: "Rundt" hedder Klumben og Raske Penges fremragende single, og det drejer rundt – især for Klumben og Raske Penge. Det drejer sig om labre reggae-rytmer og tekster med indhold. Kombinationen af dancehall, reggae og hiphop er langtfra død i Danmark. Klumben og Raske Penge tager genren ind i et nyt årti og får os til at danse, mens de forklarer os hvordan verden hænger sammen.

Linkoban: Linkoban er et brandvarmt, nyt navn på den danske grime-scene. Hun deler musikalsk udgangspunkt med Lucy Love, men står sikkert på egne ben. Linkoban forener skarp grime-rap med gennemtænkte beats og rytmer. Kantet og imødekommende, med et unikt visuelt udtryk. Der er en international lyd og en lyrisk originalitet til stede, som skal opleves live.

Marybell Katastrophy: Marybell Katastrophy befinder sig i spændingsfeltet mellem avantgardepop og firsernes elektrodisko. De er pluralistiske og innovative, elegante og nyskabende. De tør noget, de vil noget. Numrene er vidt forskellige, men alle præget af en musikalsk nysgerrighed og sans for det fængende beat. Præcise harmonier, hoftevridende elektrotrommer og fængende hooks er altid i højsædet hos dette band. 


Mathilde Savery: Mathilde Savery er en ekstremt talentfuld dansk singer-songwriter, som med blot en guitar og sin stemme kan synge hele verden op. Hun er himmelstormende og enkel på samme tid. Traditionel og nyskabende. Små midler og en stemme, der konstant overrasker og henfører. Savery er ægte i sit udtryk og ærlig i sine tekster.

Rum 37: Inderlighed og troværdighed. Følsomme guitarer, melankolske lydbilleder og personlige tekster – det er lyden af Rum 37. De vækker minder om Kent, men er sine egne alligevel. Rum 37 har både plads til det intime og det mere fyldige udtryk, til balladerne og de mere larmende rocksange. Altid med de fremragende guitarpassager i fokus.

Shanghai: Pop er centralt for bandet Shanghai. Stemningsfuld pop - Arabesque Pop. Det er harmonisk, krystalklar og langsom musik, der vækker minder om navne som Pink Floyd, Tears For Fears, Paul Hindemith og Maurice Ravel. Shanghai er lyden af en insisterende vokal, svævende synths og mægtige rytmesektioner, med plads til både strygere, guitarer og klokkespil. Det er stemningsfuldt og unikt.


Shiny Darkly: Fræsende guitarer, kantede riffs og en bragende rytmesektion udgør lyden af Shiny Darkly. Det er skramlet rock – fuld fart frem uden at se sig tilbage – med en viljestærk vokal og en klassisk sound. Shiny Darklys garagerock-inspirerede lyd er ikke ulig eksempelvis Raveonettes, Der er sikre hooks og skæve melodier, en klang af noget større end lige nu og her.

TAK ROCK band.

Ulige Numre: Ulige Numre har allerede slået stort igennem med hittet "København". Det er ungt, friskt og troværdigt. Det er dansksproget rock, med ringlende guitarer, galopperende trommer og en inciterende, opløftende vokal. Ulige Numre har virkelig sans for den velklingende melodi og den fængende tekst. Og med Carl Emil Petersen har bandet en forsanger, der brager ud over scenen og direkte ind i vores hjerter.


ANNONCE