Baroness, Crowbar, Red Fang, Weedeater og Hank3 indtager Roskilde med sydstatsmetal
I dag kan Roskilde Festival præsentere et brøl af en musikpakke bestående af metal fra de amerikanske sydstater.
Baroness kommer fra Savannah, Georgia. Det sludge og progressive metalband blev dannet i 2003 og består i dag af John Baizley, Allen Blickle, Peter Adams og Summer Welch. Mellem 2004 og 2007 udgav bandet tre ep'er, "First", "Second" og "A Grey Sigh In A Flower Husk", hvor den tredje ep var delt med Unpersons. Bandets første fuldlængde album udkom i 2007 med titlen "Red Album", som blev modtaget med rosende ord fra diverse metalmagasiner, heriblandt Revolver, som kårede albummet til Årets Album. Det røde album blev i 2009 efterfulgt af et blåt, "Blue Record", som markerede bandet på metalscenen i USA, hvor de efterfølgende optrådte på Australian Soundwave Festival sammen med Jane's Addiction og Faith No More. Bandet har givet hints om nyt materiale, som forventes klar til sommer.
Crowbar er fra New Orleans, Louisiana. Sludge-metalbandet blev dannet i 1989 og har siden sin start haft stor udskiftning af bandmedlemmer, og består af Kirk Windstein, Matthew Brunson, Pat Bruders og Tommy Buckley. Bandet er kendt for deres dovne grooves og nedstemte riffs og brølende vokal. Crowbar udsendte deres debutalbum "Obedience Thru Suffering" i 1991, men gik nærmest ubemærket hen. Deres selvbetitlede toer blev produceret af Phil Anselmo (Pantera, Down), hvilket førte til en national promovering på MTV's Headbanger's Ball, som gav bandet stor succes. Siden har bandet udgivet syv album: "Time Heals Nothing" (1995), "Broken Glass" (1996), "Odd Fellows Rest" (1998), "Equilibrium" (2000), "Sonic Excess In Its Purest Form" (2001), "Lifesblood For The Downtrodden" (2005) og senest "Sever The Wicked Hand" (2011).
Red Fang (billedet) kommer fra Portland, Oregon og spiller heavy metal blandet med stoner-rock. Bandet blev dannet i 2005 og består af Bryan Giles, Aaron Beam, David Sullivan og John Sherman. Bandet debuterede i 2009 med deres selvbetitlede album, som indeholder materiale fra deres første to ep'er. Debuten blev efterfulgt af "Murder The Mountains" i 2011, hvor de havde skrevet kontrakt med Relapse Records. Samme år åbnede gruppen Jägermeister scenen ved Mayhem Festival, hvor Megadeath, Godsmack og Disturbed også optrådte. Foruden Roskilde Festival skal Red Fang også være support for Mastodon, når de tager på turné i USA og Europda fra oktober 2012 til marts 2013.
Weedeater er fra Wilmington, North Carolina og spiller som Crowbar og Baroness sludge metal. Bandet blev dannet i 1997 af 'Dixie' Dave Collins, Dave Shepherd og Keith Kirkum. Weedeater udsendte deres debutalbum "… And Justice For Y'all" i 2001, som er et howdy til Metallicas klassiske album af næsten samme titel. Debuten blev efterfulgt af "Sixteen Tons" i 2003 og "God Luck And Good Speed" i 2007. Bandets lyd er en blanding af rivende riffs, skambankede trommer og en knurrende vokal, hvilket tydeligt kan høres på bandets seneste album "Jason… The Dragon" fra 2011.
Hank3 falder muligvis lidt uden for kategori i selskab med disse bands. Musikken er mere præget af country end metal, men indeholder dog stadig elementer fra heavy og punk. Sydstatssangeren kommer fra Nashville, Tennessee, er barnebarn af den legendariske countrysanger og -sangskriver Hank Williams og er medlem af Assjack og Arson Anthem. Hank3 startede sin karriere i starten af 90'erne, hvor han udsendte debutalbummet "Three Hanks: Men With Broken Hearts" i 1996. Det er i alt blevet til elleve studiealbums fra den tatoverede country-punk-rocker.
Der er garanti for en ordentlig omgang sydstatsmetal, når Baroness, Crowbar, Red Fang, Weedeater og Hank3 indtager Roskilde.
Billetter til årets Roskilde kan købes via GAFFA Live.