Lørdag den 27. oktober giver sangerinden ekstrakoncert i Aarhus
GAFFA kunne i slutningen af februar offentliggøre årets eneste to danske koncerter med Tina Dickow. Det få antal koncerter resulterede i, at billetterne blev revet væk på kort tid, og efterspørgslen på flere billetter er stor. Nu er der blevet arrangeret endnu en koncert i Aarhus den 27. oktober kl. 20 på Scandinavian Center.
Tina Dickow er for tiden i fuld gang med indspilningerne til det kommende album, som foregår i sangerindens eget studie på Island. Albummet bliver det niende i rækken og forventes færdigt til efteråret.
Sangerinde og sangskriver Tina Dickow udgav debutsinglen "Your Waste Of Time" i 1998, en sang som gik ind som Ugens Uundgåelige på P3. Dickow havde efterfølgende en række samtaler med forskellige pladeselskaber, men da hun ikke kunne finde et tilfredsstillende, startede hun sit eget selskab, Finest Grmophone, i 2000. Debutaltbummet "Fuel" udkom i 2001 og fik en pæn modtagelse, og det var tydligt, at der var et stort potentiale.
I 2002 flyttede Dickow til England for at få nye udfordringer. I England skrev Dickow det meste af materialet til sit andet album "Notes" fra 2003, og dette album blev modtaget med stor kritikerros. I 2004 underskrev Dickow kontrakt med Sony England, hvor indspilningerne til den internationale debutudgivelse, "In The Red", gik i gang, og albummet udkom i 2005. Albummet blev en kommerciel succes med singlen "Nobody's Man". I 2007 udkom fjerde album "Count To Ten", og albummet fik fremragende anmeldelser, hvor GAFFA gav fem stjerner og skrev: "Med "Count To Ten" sætter Tina Dickow tingene på plads ved at vise, at hun er meget mere end succesalbummet "In The Red", som gjorde hende til en af danskernes foretrukne sangfugle."
Siden "Count To Ten" har Dickow udgivet fire albums, triple-ep'en "A Beginning, A Detour, An Open Ending" (2008), "The Road To Gävle" (2009) med musik til Nikolaj Steens film "Old Boys", opsamlingen "Welcome Back Colour" (2010) og live-dvd'en og -albummet "True North" (2011). Mest succesfuld blev det syvende album "Welcome Back Colour", som har solgt tre gange platin.
Billetsalget er allerede startet og kan købes her.





