Boganmeldelse: Anne Linnet - Testamentet

- Det første lange stykke tid så hun ikke meget til ham, men så begyndte de at spise middag sammen engang imellem, og på et tidspunkt begyndte de at elske med hinanden, men han kunne ikke få den op at stå. Det var et problem, han havde, hver gang han var sammen med en pige. Så en dag bandt hun ham og slog ham og lod ham bare ligge. Hun gik og blev væk hele dagen. Da hun kom igen om aftenen lå han og græd og skreg, og da hun gav sig til at kæle for ham blev den stiv som en flagstang og hun begyndte at ride ham.

Sadomasochisme har stukket hovedet op fra subkulturens mørke og manifesteret sig som regulært modefænomen med jævne mellemrum - også i musikalsk regi. Den var ikke blevet mainstream endnu, da Lou Reed tog emnet op i New York sidst tresserne; men blev det så småt, da firserdekadencen gjorde sit indtog.

Og i dag flirter selv de mest strømlinede, kommercielle popfænomener - Rihanna, Britney Spears med flere - med S/M-æstetikken. Den eksplicitte udforskning af seksualitetens latente magtrelationer forsvinder altså næppe lige foreløbig.

Seksuel dannelseshistorie

Anne Linnet var med, da dele af firsernes musikmiljø dyrkede dekadencen og følgelig samlede den seksuelle subkulturs ikonografi op. Og nu, godt tredive år efter, rammer den i dag 59- årige sangerindes selvbiografi så julehandlen samtidig med at den tematisk beslægtede, erotiske trilogi "Fifty Shades of Grey", topper alverdens bestseller-lister.

Ikke at der er noget kalkuleret i det fra forfatterens side: dette er en personlig (dannelses)beretning, og fred være med det. Men denne gang er det altså ikke bare formiddagspressen, som har blæst en bestemt vinkel op: Linnets i øvrigt alt for lange bog har karakter af seksuel dannelseshistorie i lige så høj grad som musiker-selvbiografi.

Den slags kan godt have litterær værdi, bevares. Linnets voluminøse sag er bare ikke særligt velskrevet, simpelthen - sine steder bringes mindelser om en ungdomsroman, der er løbet af sporet, med genkommende adjektiver som "skønt" og "lækkert" og beskrivelser, som nogle læsere muligvis godt kunne have været foruden:

- Jeg tager den ene på det ene ben, og det er en ret lækker fornemmelse. Da vi kommer hjem, tager jeg også den anden på. Så render jeg nøgen rundt med lænker om benene. Hun fører et tørklæde gennem spænderne, så mine ben nu er bundet sammen. Jeg kravler over i sengen og tænker på, at det er sjovt, som hun fysisk er blevet meget mere kærlig efter vores aften med den dér session.

Bedre bliver det ikke af den påklistrede og lidt prætentiøse ramme, som opstilles for fortællingen: fortælleren (Linnets) barnebarn finder bogen i København i 2033; med den følger et brev, dateret New York 2021, med kærlig hilsen fra "Farmor - Anne Kristine".

Følsomhed og nerve

Problemet med bogen er ikke - som det er blevet anført - at den udleverer nogen (selvom den afdøde eksmand, musikeren Holger Laumann gør en problematisk figur); det er simpelthen, at den godt kunne have været redigeret væsentligt ned og i det hele taget med fordel have gennemgået en strengere redigering, også rent sprogligt. 

Jeg kan godt lide Anne Linnet. Hun virker behjertet og sympatisk - også  i "Testamentet" - og hvad der et nok så vigtigt: hendes stærkeste indspilninger, lige fra tiden med Shit & Chalou ("Forår Fatale", "Du er min datter", etc.) til soloindspilninger som "Kvindesind" besidder en følsomhed og nerve, som løfter Linnet op i en liga over jævnaldrende kolleger som Lis Sørensen, Sanne Salomonsen og hvem vi nu har.

Desto mere ærgerligt er det, at "Testamentet" er en bog, som man næsten når at blive irriteret på inden endt læsning, frem for at være en fortættet beretning fra et vitterligt bemærkelsesværdigt liv og ditto kuntnerisk produktion.

(Bedømmelse: tre ud af seks stjerner)

Anne Linnet: Testamentet. 574 sider, People's Press, november 2012. Vejl. pris 349,95.