Bossen taler i ny og autoritativ murstensbiografi
Mængden af lekture om den evigt sympatiske superstjerne fra New Jersey er ikke overraskende omfattende og stadigt voksende. Og at langt fra det hele er uomgængelig læsning blev vi senest mindet om med danske Karsten Jørgensens "Bruce Springsteen - En biografi".
På den anden side er der selvfølgelig anderledes god grund til at række ud efter læsebrillerne, når The Boss for første gang selv medvirker - og det er netop, hvad han gør i den mundret betitlede "Bruce" af Peter Ames Carlin.
Hilsner fra Asbury Park
Han har tidligere udgivet storsælgende biografier om Paul McCartney og Brian Wilson, og hjemme i USA er bogen da også allerede blevet tildelt en del roser.
En anden Bruce-biograf, Eric Alterman, citeres således på smudsomslaget til den danske udgave for at kalde bogen en "stor, amerikansk fortælling som vil give genlyd og blive ved med at inspirere lige så længe som musikken gør".
Det er store ord, og nok alligevel også for store i denne sammenhæng. Det forhindrer imidlertid ikke Bruce i at være et gennemresearchet og autoritativt værk, hvor utallige andre kilder og stemmer kommer til orde.
I helt traditionel, biografisk stil lægges relativt stor vægt på kunstnerens barndom og formative år; vi er således helt fremme ved side 139, inden Bruce og bandet indleder indspilningen af debutalbummet "Greetings from Asbury Park, N.J".
Ikonet vakler
Og så folder historien sig ellers ud: over kanoniserede karrierehøjdepunkter som smertensbarnet "Born to Run" (1975) og det misforståede mesterværk "Born in the USA" (1984) til mindre mytologiserede mellemspil som tiden omkring "The Ghost of Tom Joad" (1995), hvor Bruce rejste en del rundt i landets sydvestlige stater.
Blandt bogens mere bemærkelsesværdige "afsløringer" er, at Springsteen i årevis har gået i psykoterapi og efter arbejdet omkring 9/11-elegien "The Rising" (2002) begyndte at tage psykofarmaka. Den vinkel er i skrivende stund allerede blevet blæst op af flere sensationslystne journalister.
Det kan man selvfølgelig mene om, hvad man vil, men man kommer ikke uden om at oplysningerne faktisk ikke er uvæsentlige.
At det vitterligt er en central, dramatisk pointe, at selv ikonet vakler: det bidrager simpelthen til at nuancere billedet af Bruce som den bundsolide stand-up-guy, som i modsætning til så mange kolleger tilsyneladende aldrig har døjet med nævneværdige misbrugsproblemer og i det hele taget synes at have rimelig godt styr på sine dæmoner.
Tvivleren og forretningsmanden
I Carlins beretning møder vi således også kynikeren, kolerikeren, tvivleren og businessmanden Bruce. Som da bossen fyrer sin trommeslager og gamle Steel Mill-makker Vini Lopez engang i '74. Lopez: "Jeg kunne mærke, at han havde det dårligt med det. Men han var også stadig Bruce med det".
Hertil kommer så hovedpersonens egen fortællerstemme og væver sig ind og ud af historien, og selvom det kan lyde kalkuleret og i strid mod ethvert ønske om "autenticitet", bliver mandens formidable fornemmelse for selvmytologisering faktisk en fordel her.
Og ganske uden at gå i poetisk selvsving kan man da også konstatere, at vi med Bruce har fået et nyt, centralt værk i den samlede Springsteen-litteratur. Hvilket ikke siger så lidt, skulle jeg hilse og sige.
Fred så være med, at billedsiden er sparsom, og at billedtekster som "The E Street Band lyder i det enogtyvende århundrede stærkere end nogensinde" snarere hører hjemme i et kulørt blad end i en seriøs rockbiografi.
Vurdering: 4 ud af 6 stjerner.
Peter Ames Carlin – Bruce, People's Press, 500 sider, vejledende pris 349,-. Køb bogen i GAFFA Shop
