Det berømte klaver fra filmklassikeren bliver bortauktioneret i december og forventes at indtjene mere end 5,9 millioner
Klaveret fra den Oscar-vindende film "Casablanca" bliver i december sat på auktion. Det er et af de mest berømte klaverer i filmhistorien, og det forventes at indtjene mere end 5,9 millioner kroner, når det skal sælges næste måned på en auktion i New York, skriver The Telegraph.
"Casablanca" havde premiere i 1942, og klaveret havde en særlig plads i filmklassikeren. I filmen optræder Sam (Dooley Wilson) med en række sange for Rick og Isla – som spilles af Humphrey Bogart og Ingrid Bergman. På klaveret spiller Wilson blandt andet den berømte sang "As Time Goes By", skrevet af Herman Hupfeld. Wilson sang teksten, men musikken blev egentlig spillet af jazzmusikeren Elliot Carpenter, der sad, så Wilson kunne se og imitere Carpenters bevægelser med hænderne.
Klaveret fra "Casablanca" auktioneres den 14. december hos auktionshuset Sotheby's, og David Redden fra Sotherby's er ikke i tvivl om klaverets værdi: "Hvordan kan man sige "Jeg elsker dig" bedre end med klaveret fra Casablanca?" siger Redden.
I 1988 solgte Sotheby's klaveret til en japansk samler for 886.000 kroner, som på dette tidspunkt var det højeste beløb, der nogensinde var blevet betalt for en filmrekvisit. I dag er rekorden Marilyn Monroes hvide kjole fra "The Seven Year Itch" i 1955, der blev solgt for 26,5 millioner kroner – ja, den er god nok – i Los Angeles sidste år.