Nyhed

Danske Gasblå er på vej med toer

Næstved-bandet er klar med førstesinglen fra deres andet album

Danske Gasblå er på vej med deres andet album "Fabrikken", som kommer på gaden den 10. december, og allerede nu kan du høre førstesinglen "Du Er Så Smuk", der udkom digitalt den 5. november. Lyt til singlen nedenfor.

Gasblå blev dannet i 2006 i Næstved med sanger og sangskriver Brian Hesselberg i front. Efter at de udsendte debuten "Rebel" i 2009, blev bandet et meget aktivt livenavn, og de spillede blandt andet opvarmning for Henrik Hall og Gnags, mens to af deres singler roterede på P3. Debutalbummet "Rebel" handlede om at være ung i provinsen, mens den kommende opfølger "Fabrikken" forsøger at være et mere modent album, der handler om livet som voksen i storbyen.

"Lyden på Fabrikken er blevet mere moden. Den er desuden tungere og mere rocket end på Rebel. Albummet har en tydelig rød tråd, med endnu bedre tekster og melodier efter min ydmyge holdning. Vi har denne gang valgt at indspille alle sangene live, og det synes jeg har givet en mere samlet og umiddelbar lyd," forklarer Brian Hesselberg om det nye album.


De nye sange er indspillet i Black Tornado-studiet i København, hvor bandet har arbejdet på sangene siden udgivelsen af "Rebel" i 2009. Albummet er mixet af Kristian Thomsen, der tidligere har arbejdet med navne som The Storm, Tue West og Black City.

Debutalbummet "The Rebel" blev i 2009 anmeldt til fire stjerner i GAFFA under overskriften: "Sejt rockende debut fra de gasblå rebeller."

Se musikvideoen til "Du Er Så Smuk" herunder:


ANNONCE