Universal Music har indgået en aftale med ikonets enke om de 60 album, der snart vil kunne downloades digitalt
Universal Music er på vej til at gøre Frank Zappas 60 album tilgængelige som digital download på iTunes for allerførste gang. Samtidig udgives ikonets samlede album på cd, hvoraf flere af dem er mastererede påny.
Universal Music har indgået en aftale med Frank Zappas enke om at udgive i alt 60 album på cd i nye versioner, og på iTunes for første gang nogensinde. I denne uge udsendes de 12 første album, som bliver efterfulgt af endnu en håndfuld i december, og pladerne udgives i kronologisk rækkefølge med debutalbummet "Freak Out" fra 1966 som det første.
Frank Zappa er nu blevet en del af rækken af gamle rockmusikere, som er rykket på iTunes. I sidste uge kunne vi oplyse, at AC/DC havde fået deres bagkatalog i netbutikken, og tidligere er Led Zeppelin og The Beatles også fulgt med tiden, og blevet udgivet digitalt.
Frank Zappa udgav sine samlede 60 album på kun 26 år. Mange af dem var dobbelt- eller trippel-album, og musikken spændte fra rock'n'roll og doo wop til big band-arrangementer og kompositionsmusik for små og store ensembler, og teksterne var ofte stærkt samfundskritiske eller provokerende sjofle. Frank Zappa døde af prostatakræft i 1993 som 52-årig, og den afdøde musiker blev i 1995 optaget i Rock and Roll Hall of Fame, og i 1997 modtog han en Grammy Lifetime Achiement Award.
I aften spiller Zappas søn Dweezil desuden i Amager Bio med sin fars sange under projekt-navnet "Zappa Plays Zappa". Køb billetter via GAFFA Live.



