Countrylegenden Kris Kristofferson er i denne måned aktuel med sit 28. album og en koncert i Falconer Salen. GAFFA har talt med den garvede sanger og sangskriver.
Der er lidt forvirring i Kristofferson-hjemmet, da GAFFA ringer til Hawaii, for at få en snak med den koncert- og albumaktuelle countrylegende, Kris Kristofferson. Den hårdføre bad ass, der efterhånden har rundet de 76 år, har nemlig i vanlig uprætentiøs stil givet os sit privatnummer, og som følge af et strømsvigt, er uret i stuen gået i stå, og han havde egentlig først regnet med, at interviewet var om et par timer, men da jeg foreslår at ringe igen senere, vil han ikke gøre tale derom:
– Nej, nej, endelig ikke! Uret var gået i stå, men det er helt fint. Lad os endelig tage en snak.
Det lyder godt. Hvordan har du det for tiden?
– Well, heh heh! Jeg …ehm, nyder livets efterår (Kristofferson betegner det selv som "the twilight years", red.). Jeg er 76 år gammel, men jeg har det utroligt godt.
Det er godt at høre. Du kommer selv ind på livets efterår, og din nye plade hedder Feeling Mortal, hvor du i titelnummeret beskæftiger dig med din egen dødelighed…
– Det er rigtigt. Jeg udgiver et nyt album, gør jeg ikke?
Jo, og jeg haft mulighed for at smuglytte lidt til det. Det er virkelig godt!
– Mange tak, det er jeg glad for, at du synes!
Forundret over at have overlevet 60'erne
Hvad dødelighed angår, så har du jo levet et ret hårdt liv, og du har tidligere udtalt, at du er forundret over at have overlevet 60'erne. Hvorfor var det så hårdt et årti for dig?
– Hehe, ja, det var som om, der ikke rigtig var noget, der kunne slå mig ihjel dengang. Det var primært hårdt, fordi jeg levede et ret hårdt liv. Da jeg forlod hæren efter at have fløjet helikoptere i tre år, hoppet ud af fly og været i ranger school, flyttede jeg til Nasville, hvor jeg smadrede en motocykel eller to, haha! Jeg fik også ødelagt et par biler og drak utroligt meget. Det var på mange måder et studie i, hvor dårlig en livsstil, man overhovedet kan føre. Hold op, jeg opførte mig dårligt dengang! Men hvis jeg prøvede at slå mig selv ihjel, virkede det ikke…
Nej, heldigvis. Du har aldrig været bange for at udlevere din vilde livsstil i dine sange, og på den nye plade er numrene også utroligt ærlige. Er det ikke hårdt at være så hudløs i sin musik, når man ved, der er så mange, der lytter?
– For mig er det den eneste måde, jeg kan gøre det, jeg gør på som sangskriver. Jeg er nødt til at være så ærlig som muligt i de ting, jeg gerne vil sige i min musik. Hvis ikke jeg var det, kunne jeg lige så godt lave noget andet. Noget der var ligegyldigt for mig. Men jeg føler mig meget heldig og føler, jeg har haft et velsignet liv, for da jeg tog til Nashville var det egentlig meningen, at det kun skulle have været et kort stop, for jeg var på vej videre til militærakademiet på West Point for at undervise der, men de to ugers orlov, jeg havde i Nashville, påvirkede mig så stærkt, at mit liv simpelthen var nødt til at tage en anden drejning.
Hvad var det, der påvirkede dig så meget?
– Det var at hænge ud med en masse sangskrivere og få lov at trykke Johnny Cash' hånd, haha! Jeg fandt ud af, at det var der, jeg hører til.
Så det var der, du fandt ud af, at du selv ville satse på en karriere som sangskriver? Det er noget af et spring fra militærmand til country-sanger…
– Det må du nok sige. Min familie troede i hvert fald helt sikkert, at jeg var blevet sindssyg. Og det blev de ved med i fire-fem år, hvor jeg arbejdede som pedel i Columbia Recording Studios og fløj helikopter for at have til dagen og vejen, mens jeg arbejdede på sangskrivningen. Jeg fløj i en uge ad gangen og boede rundt omkring på olieplatforme, for så at vende tilbage til Nashville i en uge, og så ellers tilbage igen.
Læs et længere interview om blandt andet Kristoffersons store nedtur og efterfølgende comeback i GAFFAs artikelsektion.
Den levende legende giver koncert i Falconer Salen lørdag den 17. november. Køb billetter via GAFFA Live.
