Statsadvokaten har afslået at anke dommen på 40 dages betinget fængsel
GAFFA kunne den 7. november skrive, at rapper og Voice-dommeren L.O.C. var blevet idømt en betinget dom på 40 dages fængsel ved retten i Odense. Dommen kom efter en episode, hvor rapperen med det borgerlige navn Liam O'Connor slog en mand direkte i ansigtet med en knytnæve i sommer ved Rock Under Broen i Middelfart.
I retten fortalte L.O.C. blandt andet, at hans ven, rapperen USO, var ved at blive kvalt af en mand, og at det var derefter, at han selv greb ind. Han fortalte også, at han ikke havde slået manden på noget tidspunkt. Efter dommen meldte anklagemyndigheden ved Fyns Politi ud, at sagen blev sendt videre til Statsadvokaten i forsøg på at få sagen anket og gøre dommen ubetinget. Men Statsadvokaten har i dag besluttet, at dommen ikke bliver anket, og dermed er L.O.C. uden fare for at ryge bag tremmer. Det skriver tv2.dk.
Der blev stillet store spørgsmålstegn ved rapperens samarbejde med tv-programmet Voice og som reklamesøjle for TDC efter dommen den 7. november. Begge foretagender valgte dog at beholde L.O.C. som frontfigur, men tog afstand fra voldsepisoden. L.O.C. har en tidligere voldsdom fra 2003, og ifølge Se & Hør har rapperen slået en af deres journalistpraktikanter, Frederik Ohsten, i 2005. Sagen kom ifølge bladet aldrig for en dommer, men Liam O'Connor blev pålagt at betale en bøde.
L.O.C.'s kollega i Voice, Xander Linnet blev i august 2011 idømt 60 dages betinget fængselsstraf for vold med et jernrør.





