Nyhed

Michael Jackson-designer præsenterer bog i København

"The King of Style: Dressing Michael Jackson" er en bog om Michael Jacksons kostumer, tøj, sko og tilbehør, som signeres af forfatteren på Hard Rock Café i morgen

Michael Jacksons kostumedesigner og ven Michael Bush står bag bogen "The King of Style: Dressing Michael Jackson", og for tiden besøger han Hard Rock Cafés i hele Europa, hvor han viser nogle af Michael Jacksons kostumer frem. Sidste stop på turen bliver Hard Rock Café i København i morgen den 14. november fra 10-13.

Når Michael Bush i morgen besøger rock-caféen får fans muligheden for at være de første til at købe bogen, inden den kommer i butikkerne i Europa næste år, og derudover kan man møde Michael Bush, Michael Jacksons personlige designer. Der vil også være en udstilling af eksklusive Michael Jackson-kostumer, som også er at finde i bogen. Bush signerer bøgerne på dagen.

"The King Of Style: Dressing Michael Jackson" er en bog om kostumer, tøj, sko og tilbehør, lavet til og båret af Michael Jackson. Ud over bogens mange billeder indeholder bogen også personlige historier fra forfatteren, som har arbejdet sammen med Jackson i mere end 24 år.


"Michael Jackson var en af verdens bedste entertainere. Hans modesans og designideer tog mig på en ekstraordinær rejse i næsten 25 år. Der var ikke noget, vi ikke kunne gøre og Michael var fuld af overraskelser. Vi rejste sammen verden rundt og lavede designs og mode, som i dag er blevet ikoniske," siger forfatteren og designeren Michael Bush og fortsætter:

"Da Michael stadivæk levede, snakkede han altid om, at vi skulle lave en bog ligesom denne. Mit ønske med at lave "King Of Style: Dressing Michael Jackson" er, at fans og modeentusiaster rundt omkring i verden får muligheden for at dele den spænding og de overraskelser, jeg oplevede hver dag ved at arbejde sammen med the King og Pop, Michael Jackson."

ANNONCE