GAFFA har fået en snak med sangeren, UFO-entusiasten og ulve-ejeren
Det er en glad og tilfreds Robbie Williams, GAFFA får i tale. Den 18. september i år blev han og Aya Field forældre til datteren Theodora Rose Williams, og han har netop udgivet sit nye, episk anlagte popalbum Take The Crown, som han er klar til at tage ud og generobre hitlisterne med. Derfor er svaret til det indledende høflighedsspørgsmål om, hvordan det går kort og præcist, som den sympatiske charmetrold også selv påpeger:
– Det går rigtig godt, må jeg sige, så det var et kort svar til dig, hehe!
Det er jo herligt. Hvis det er sådan det er, kunne det jo nærmest ikke være bedre.
– Haha, lige præcis!
Jeg har lyttet til din nye plade (Take The Crown, red.), hvad er din mission med den?
– Hmm, min mission med den er at have skrevet et album, der er bombastisk nok til at lyde godt på store stadions. At skrive en stor popplade og synge sangene for utrolig mange mennesker og på mange, mange tv- og radio-shows. Og så er min mission selvfølgelig også, at folk kan lide sangene.
Er du ved at planlægge en tour?
– Ja, det er jeg faktisk, selvom jeg egentlig har fået at vide af min manager, at jeg ikke må sige noget om det, før der kommer en stor offentliggørelse, for det kommer der på et tidspunkt. Men ja, jeg planlægger en tour næste år.
Fedt, det er vi mange her i Danmark, der ser frem til.
– Cool, tak!
Læs et længere interview om blandt andet Robbie Williams' forhold til UFOer, om hans kæleulv og en kommentar om den berygtede hummer i Tivoli, i GAFFAs artikelsektion.





