Simon Kvamm: Det er jo Gud, for helvede

Se flere helt nye og eksklusive Nephew-fotos i GAFFAs gallerisektion

Efter en længere pause har de fem medlemmer af Nephew fundet sammen under samme tag igen, hvor kravet har været at bygge en følelsesbåret hjertestarter. GAFFA har talt med sanger og sangskriver Simon Kvamm, der blandt andet fortæller om sin kristne tro. Nedenstående interview kan læses i sin fulde længde i GAFFAs artikelsektion.

Du har de seneste år vedkendt dig til den kristne tro. Hvorfor har du haft behov for at finde Gud?

– Jeg ved ikke, om jeg har haft behov for at finde Gud, men jeg føler bare, at der er en Gud, og det har jeg altid troet på. Det, jeg har haft behov for at sige, og som folk er så bange for at sige, er ja, jeg tror på Gud. Og det er da en overvindelse at sige, for hver gang jeg siger det, er det som at sætte sig selv ud på en planke, hvor man er til fare for at blive set på som en, der er lidt barnlig og uselvstændig. For rationelt set kan du godt se, at der ikke er en Gud, for hvorfor var der så et holocaust, og er Gud så sådan en mand med hvidt skæg, der sidder oppe i himlen? Men jo mere jeg tænker over det, jo mere barnligt synes jeg, det er at spørge på den måde. For hvis en ikke troende forestiller sig, at det at tro på noget er lig med at tro på en julemand oppe i himlen, så kan man lige så godt stoppe med at snakke der.

– Der er rigtig mange, der siger, at de tror på noget større mellem himmel og jord, men det synes jeg er noget fis, for det er jo Gud for helvede altså, hold nu op! Det er ikke, fordi jeg lever et liv, hvor Gud eller kirken spiller en rolle, som er anderledes i forhold til mange. Det er juleaften, til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, jeg kommer i kirke, men det er også hjørnestenene i det at være kristen. For i min og vores form for kristendom er det ok, at nøjes ned at folde hænderne, når de store ting i livet sker. Det handler om at fatte, at vi som mennesker ikke er øverste autoritet og at vi hverken kan eller skal fatte alting. Er du egentlig på Twitter?

Nej.

– Okay, men på Twitter er der rigtig mange millioner mennesker, der følger Ricky Gervais (engelsk komiker, red.), for hvem det åbenbart er sindsygt vigtigt at tweete om, hvor stupide troende mennesker er. Og det er jeg sgu virkelig skuffet over, for alt hvad han har lavet er fyldt med rummelighed og dybde, men på Twitter er han godt igang med at blamere sig som et meget lille og nærmest bittert menneske, der i hvert fald ikke sprutter af fantasi og inspiration.

Men han er jo også bare en komiker, der godt kan lide at provokere, og det er blevet hans korstog at provokere nogle, der bliver meget nemt provokeret, nemlig de kristne fanatikere i USA. Han går efter chokeffekten, ligesom punkerne gjorde.

– Ja, det kan man så sige ja, men jeg synes bare ikke, der er så meget punk over at provokere indskrænkede mennesker og så samtidig inddrage alle os lidt mere reflekterede troende. Jeg synes da det er urimeligt, at jeg også skal rammes, når han kaster en spand lort i hovedet på en fundamentalistisk kristen i Texas. Det skuffende er jo, at han ender med selv at fremstå som en fundamentalist, og de er de værste, om de så står på den troende eller den ateistiske side.

Tit ser man behovet for religion opstå hos folk, der pludselig opnår alt det, de har drømt om, og i det øjeblik de har det hele, indser de, at den følelse egentlig er ret tom og derfor søger noget dybere eller rettere højere. Er det det, der skete for dig?

– Nej, det synes jeg ikke. Det handler ikke om, at nu er der ikke mere at søge efter, så nu søger jeg opefter. For mig handler det mere om tvivl, som altid har været der. Kristendommen er også den eneste religion, der levner det at tvivle en plads inde i religionen. Men jeg har altid haft tvivlen, usikkerheden, og dybest set er jeg bange for at dø. Så det er jo for fanden det, det hele handler om. Der er for eksempel en sang på albummet, der omhandler det emne, det er den, der hedder Åh Gud (Jeg Håber Du Holder Øje Med Mig), og som handler om, at jeg håber, at der er en, der holder øje med mig. For jeg har ikke lyst til det, der skal ske, når jeg bliver gammel, og jeg håber, at der er nogen, efter jeg ender i kisten.

Buddhisterne siger, at den, der frygter døden, ikke kan leve livet.

– Ja, det er da helt klart noget, der står i vejen for det at være til stede. Den nye sang Søndagsbange handler om dødsangst, for den utrygge følelse, der er om søndagen, minder om den evige nat, hvor man aldrig vågner. Og den følelse står da helt klart i vejen for at leve. Men så sker der ofte det, at så kommer mandagen, og lige så irriterende, som den kan være, lige så meget bliver man fyldt med en ny energi, og så kører man igen. Jeg har også tænkt over, hvorfor DR Drama er så stort. Meget af det er jo selvfølgelig, fordi det er så godt, men jeg tror også, en del af det kan tilskrives, at det giver en samling på lige præcis søndagen. Det er som et søm, som alle danskere holder fast i om søndagen, for ikke at ryge helt ned i depressionen.  

Læs et længere Kvamm-interview om blandt andet frygten for døden, behovet for at være ham, der er chefarkitekten og om, hvorfor Drengene Fra Angora gik fra hinanden, i GAFFAs artikelsektion.